10 år med børnebøger

10 år med børnebøger
02. 07 2018

Det lokale bogforlag Forlaget Landsvalen fylder 10 år den 1. juli 2018
 Kender du Jonathan eller Ida Oline? Nogle kender dem i virkeligheden, mens andre kender dem fra børnebøger. De bor begge på en gård. Børn på landet bliver let overset, og det er synd, for Ida Oline og Jonathan oplever helt unikke ting. Som mange landbørn har de en hverdag med en blanding af at være tæt på mor og fars arbejde på gården og friheden til at være meget ude. Det giver dem muligheden for at lære om landbrug, maskiner, dyr og natur. Disse værdier er hjertesager for den landmandsuddannede Line Margareta Iversen, der er vokset op på en gård - og som tillige kan skrive og tegne. Nogen gange sad hun ude i stalden og tegnede i barndomshjemmet i Bjergene ved Stensballe.
 Tilbage til Ida Oline og Jonathan, grunden til, at du måske kender dem er, at de er hovedperson i hver sin bog udgivet af Forlaget Landsvalen. Forfatter og tegner Line Margareta Iversen har nemlig besøgt dem og lavet bøger om dem. Det er blevet til bøgerne ”Jonathans Traktor” og ”Ida Olines Hest”. Yderligere tre børn, nærmere bestemt Mette, Ninke og Cornelius, har haft samme oplevelse. De er midtpunktet i bøgerne ”Mettes Hund”, ”Ninke og geden” og ”Cornelius og gåsen”. En sjette bog i bogserien, som alle er skrevet på rim, hedder ”Valdemars Kat.”
 Det er nu 10 år siden, at Line, der bor i Gedved, startede Forlaget Landsvalen. Den første bog, som udkom på forlaget, hedder ”Gustavs Lam”. Den handler om en dreng på en gård, hvor fårebrug er familiens levebrød. På grund af stor efterspørgsel har forlaget desuden genoptrykt klassikerne ”Petras Ko” og ”Sigurds Traktor”. Alle bøger er karakteriseret af Lines håndmalede akvarelbilleder med mange detaljer. Måske genkender du også Lines streg fra tegneopgaver, som hun har lavet for Videncentret for Landbrug/SEGES? Det kan være illustrationer til kvæg-SOP (arbejdsbeskrivelser til kvægstalde) eller tegningerne til kampagnen ”Galegården” om sikkerhed i landbruget for børn. Til disse opgaver hun b3har haft stor glæde af sin egen landbrugsbaggrund og god faglig sparring med sin mand, der arbejder som landbrugsvikar.
 Skønt Line har lavet børnebøger i mange år, så er hun stadig fyldt med ideer.  Glæd jer, flere bøger summer inde i hendes hoved. Line har endvidere arbejdet på sprogkufferter, som er en lille kuffert udstyret med en bog og forskellige ting, hvor børn i samarbejde med voksne kan udvide deres ordforråd. Hvis du kommer til Landsskue i Herning og går ind i kaninstalden med kaninhop, så kan du møde Forlaget Landsvalen. Her kan du opleve noget af arbejdet med sprogkufferterne, bl.a. en ny ABC plakat, og du kan købe dig de bøger fra forlaget, som du I mangler. Og du kan få en snak med forfatteren og tegneren bag de elskede bøger om danske børn på landet. Bøgerne kan også findes på nettet. Bøger som mange børn flittigt bruger til godnathistorier og anden hyggelig læsning.