12 timers musik, dans og hygge i Forum Horsens



Igen er Forum Horsens ramme om Horsens Harmonika- og Spillemandstræf, landsdelens største arrangement af sin art med 500-600 deltagere inkl. musikere, lørdag 9. februar.
”Det kan godt kaldes en succes,” siger Knud Erik Kristensen, som siden træffets start i 2014 har været dets utrættelige koordinator.

De første to år foregik arrangementet i Vesthallen i Horsens Frejas regi. Fra 2016 flyttede træffet til Forum Horsens til bedre rammer og parkeringsforhold, nu med Lions Club Horsens Bygholm som arrangør.

En drøm

Knud Erik Kristensen, som fylder 69 til marts, forestiller sig, at træffet fortsætter mange år endnu, og at han selv kan fortsætte en længere årrække. Han drømmer om, at det kan udvikle sig til et landsdækkende pinsetræf fra fredag til søndag, med camping omme bag Forum Horsens, hvor der er et stort opholdsareal og i tilgift nem adgang til bad og toiletter.

”I år har vi 23 grupper med, men der er mange flere herhjemme,” fortæller han. ”Det vil være nærliggende at tilføre folk music til træffet og dermed tiltrække et bredere publikum.”

Men det er foreløbig en drøm

Først skal 2019-træffet afvikles. Det sker efter omtrent samme opskrift som fem af de foregående år. Hver gruppe optræder i 30-35 minutter. Det giver et tætpakket program fra kl. 10 til nu kl. 22.10.

”Sidste år prøvede vi at give hver gruppe 45 minutter, så der var god tid til opstilling. Det gav plads til 16 grupper/orkestre – men det skabte også en venteliste,” forklarer Knud Erik Kristensen, ”og nogen blev skuffede. I år får de store orkestre/grupper 35 minutter, de mindre 30 minutter, og vi er med 23 grupper/orkestre kommet til bunds i ventelisten. Men det er en balancegang, som kræver, at vi har god kontakt og undgår misforståelser.”

Toradet harmonika

Knud Erik Kristensen holdt kontakt over sommeren med de interesserede orkestre/grupper. Detailplanlægning foregik i november og december, med de sidste korrektioner i januar.

Men reelt begyndte han at sammensætte programmet allerede ved sidste års træf 2. februar, blandt andet hvad angår orkestret Rudi’s Blue Ladybirds, som har medlemmer fra en stor del af landet, fra Thisted, Grønbjerg, Vejle over Thurø til Møn. De er meget efterspurgte, og når arbejde, øvning, optræden og transport skal indpasses i medlemmernes kalendere, bliver det en meget stram planlægning, som skal foretages i god tid.

”Rudi’s Blue Ladybirds optrådte med stor succes i 2018, og ville også med i år,” fortæller Knud Erik Kristensen videre.

”Jeg skal ikke forklejne nogen af de andre deltagere, alle er dygtige og spreder god stemning. Men det her orkester er noget specielt. Frontfigurerne Linda Meldgaard og Anita Rungsted Nielsen spiller på toradet harmonika. Det er et instrument, som er mindre end andre harmonikaer, og som navnet siger med to rader knapper. En sådan harmonika er stemt i dur i forskellige tonearter og giver en ganske særlig lyd – især da, når de to spiller!”

Særlige bidragydere

Ved årets træf er seks grupper/orkestre med for første gang. Andre har været med alle seks år, blandt dem Mandagsmusikanterne fra Horsens.

”De er 40 i alt. Cirka 30 er på scenen og afslutter arrangementet,” siger Knud Erik Kristensen. ”En lille håndfuld står for lyden med mikrofoner, mixerpult og højttalere. Det er jo et vigtigt bidrag. John Nybo Hansen er ankermanden, og ham ser vi allerede nu i reklamerne på infostanderne ved indfaldsvejene, på skærmene i Forum Horsens og på forsiden af træf-programmet.

Hoskas Træfhold, ligeledes fra Horsens, vil jeg også pege på som særlige bidragydere,” fortsætter han. ”Det er et af Danmarks største træfhold med ca.30 musikere på holdet, og selvfølgelig er de på scenen. Men de stiller også med de helt uundværlige hjælpere på gulvet.”

Meget medrivende

Knud Erik Kristensen giver træffet lidt reklame med på vejen:

”Her er spillemandsmusik og god harmonikamusik nonstop, et bredt udvalg af dansemusik, klassiske melodier, svensk, dansk og norsk folkemusik samt franske chansons. Alt sammen meget medrivende, så der er glade mennesker på dansegulvet stort set alle 12 timer. En entré på 80 kr. er billigt for musikken og den enestående stemning!”

Han er i øvrigt aktiv i tre lokale harmonikaorkestre: Linje 4, Mandagsmusikanterne og Hoskas Træfhold, som alle er med denne lørdag. Knud Erik Kristensen er dog kun på scenen med Linje 4 – ellers har han travlt som koordinator.

Flæskesteg med det hele

Folk kommer fra åbningen kl. 10, dog i større antal fra middag, viser erfaringerne fra de foregående år.

I løbet af dagen kan man købe mad og forfriskninger. Til frokost er der lune tarteletter.

Til aften er der – mod nødvendig forudgående bestilling hos Knud Erik Kristensen og betaling af 100 kr. - gammeldags flæskesteg med alt tilbehør.

”Lions Club Bygholm Horsens tjener på publikum-entreen som det eneste,” runder Knud Erik Kristensen af. ”Så vi glæder os til at se mange mennesker! De foregående år har overskuddet været tilfredsstillende. Med indtægter fra træffet og fra andre af vores aktiviteter året igennem har vi kunnet støtte humanitære, sociale og kulturelle indsatser globalt og lokalt. Ude i verden drejer det sig om kampen mod blindhed og mæslinger, her i Horsens-området har vi bl.a. støttet Bo Trivsel, Promenadehuset og unge flygtninge, så de har kunnet være med i idrætsforeninger ved, at vi har betalt kontingent og udstyr for dem.”

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024