2019 blev rekordernes år på FÆNGSLET

Det er en tilfreds direktør og bestyrelsesformand, der aflægger årets regnskab på FÆNGSLET i Horsens - oplevelsesvirksomheden, der har eksisteret siden 2012, og som med regnskabet for 2019 for alvor har cementeret sin position som kulturelt fyrtårn.
Det er en tilfreds direktør og bestyrelsesformand, der aflægger årets regnskab på FÆNGSLET i Horsens - oplevelsesvirksomheden, der har eksisteret siden 2012, og som med regnskabet for 2019 for alvor har cementeret sin position som kulturelt fyrtårn.
2019 blev rekordernes år på FÆNGSLET
28. 05 2020
Med et overskud på bundlinjen før skat på godt 1,5 mio. kr. går FÆNGSLET ud af 2019 med både en solid økonomi og en rekord i antal gæster.

Det er en tilfreds direktør og bestyrelsesformand, der aflægger årets regnskab på FÆNGSLET i Horsens - oplevelsesvirksomheden, der har eksisteret siden 2012, og som med regnskabet for 2019 for alvor har cementeret sin position som kulturelt fyrtårn.

- Aldrig har vi haft så mange igennem vores konferenceafdeling, aldrig har vi haft så mange events og eventgæster, og aldrig har vi haft så mange erhvervslejere, som vi fik i løbet af 2019. Det blev for alvor året, hvor vi slog igennem på alle vores områder, og vi lander et meget solidt og flot resultat på bundlinjen, der gør, at vi for tredje år i træk kan bygge ovenpå egenkapitalen. Det er meget tilfredsstillende, siger direktør Astrid Søes Poulsen.

Hun bakkes op af fondens formand, der udtrykker det således:

- Fra bestyrelsens side ser vi 2019 som kulminationen - indtil videre - på, at den strategi vi har lagt, er den helt rigtige. Det er i den grad lykkedes at udvikle FÆNGSLET til at være et populært samlingspunkt for rigtig mange kultur- og erhvervsgæster, såvel i dagligdagen som ved de festlige højdepunkter og et fyrtårn for byen. Bestyrelsen er endog meget tilfreds med de resultater, der er opnået i 2019, både de økonomiske og de indholdsmæssige, siger Henning Nørbæk.

Landsdækkende interesse for møder og konferencer

På konferencesiden har FÆNGSLET i 2019 haft en omsætningsstigning på knap 53%. Fremgangen skyldes både en stigning i de mindre dagmøder, men også de helt store arrangementer med nogle af landets største virksomheder og brands.

- Der er blevet løbet stærkt i konferenceafdelingen, og vi havde ved årets indgang ikke forudset, at 2019 ville blive så stort et konferenceår. Men det vidner om, at vi nu har opnået en god konsolidering på markedet, som vi har kæmpet for de seneste år, siger Astrid Søes Poulsen.

Også FÆNGSLETs seneste kendskabsmåling fra primo 2020 viser tendensen. Her ses en klar fremgang i kendskabet til det at holde møder og konferencer på FÆNGSLET. Kendskabet er nu for alvor blevet landsdækkende, og FÆNGSLET står for første gang stærkt i hovedstadsområdet.

Mange nye events trak rekordmange gæster

Tilsvarende fandt rekordmange mennesker vej til de mange events på FÆNGSLET i 2019. Knap 168.000 eventgæster blev det til, hvilket er en stigning på 34% fra sidste år.

Der var også ekstraordinært mange events at komme til og nogle af dem helt nye som fx Grundlovsdebat den 5. juni og ølfestivalen Beers Behind Bars den 5. oktober. Derudover blev årets julemarkeder udvidet med masser af nye oplevelser, hvilket publikum kvitterede for og satte besøgsrekord.

Både den lille og store koncertplads dannede også baggrund for sommerkoncerter med Foo Fighters, Lenny Kravitz, Dizzy Mizz Lizzy og Rasmus Seebach.

Nye erhvervslejere, opfrisket vandrerhjem, ny tusindmetersti og nye udstillinger

Aktivitetsniveauet har generelt været meget højt, også når det gælder istandsættelser og nye investeringer. Mange nye kvadratmeter i hovedbygningen blev istandsat til kontorudleje, hvilket med det samme tiltrak nye virksomheder. Tilsammen er der nu over 30 vidt forskellige små og mellemstore virksomheder, der har deres daglige gang på FÆNGSLET.

Også SleepIn har fået en gennemgribende istandsættelse, ligesom Den grønne Ring rundt om FÆNGSLET i samarbejde med Horsens Kommune er blevet anlagt med en legeplads, borde/bænke i parkerne og en Tusindmetersti, der løber hele vejen rundt om FÆNGSLET, og som ofte benyttes af gæster og beboere i området.

I 2019 kunne FÆNGSLET desuden byde museumsgæsterne velkommen inden for til helt nye udstillinger i Fængselsmuseet. 'Underverdenen' i kælderen, en VR-tur gennem Lorentzens flugttunnel og en re-etablering af Vagtmesterkontoret i forhallen tager nu imod de besøgende og giver et autentisk indblik i fængselslivet gennem tiderne.

- Visionen om at åbne FÆNGSLET op og byde velkommen indenfor er med alle disse tiltag i 2019 lykkedes i stor stil. Det kan vi - FÆNGSLET, vores frivillige og vores mange gode samarbejdspartnere - godt være stolte af, siger bestyrelsesformand Henning Nørbæk.

Vestsalen er godt på vej

Endelig blev 2019 året, hvor FÆNGSLET kom opførelsen af den nye kultur- og konferencesal Vestsalen nogle store skridt nærmere. Augustinus Fonden bevilgede 10 mio. kr. til projektet, og vinderne af arkitekt- og entreprenørkonkurrencerne blev fundet. Valget faldt på henholdsvis CUBO og CASA A/S med Rambøll og Kristine Jensens tegnestue som rådgivere på ingeniør- og landskabsarkitektdelen. Langt hovedparten af den eksterne finansiering på 100 mio. kr. er nu sikret, og byggeriet går i gang i forsommeren 2020, og Vestsalen forventes at stå klar til brug primo 2022.

2020 i Coronaens tegn

Ved årsskiftet var planerne for 2020 lagt og ambitionerne for året store. Helt nye events i støbeskeen, en videreudvikling af konferencekonceptet, nye pakker til SleepIn-gæsterne, udvikling og implementering af FÆNGSLETs første bæredygtighedscharter, færdiggørelse af Tusindmeterstien og det store Vestsalsbyggeri i gang. Corona-krisen har dog sat en anden dagsorden, og en del af aktiviteterne er midlertidigt sat på hold. Dog går byggeriet af Vestsalen planmæssigt i gang, og det samme gør færdiggørelsen af Tusindmeterstien.

- Desværre vil Corona-krisen få negativ betydning på vores forventninger til resultatet for 2020. Det er endnu alt for tidligt at spå om, hvor resultatet præcist ender, men vi gør alt, hvad vi kan for at komme så godt som muligt gennem krisen, slutter Astrid Søes Poulsen.

Fakta:

Fondens resultatopgørelse for 2019 viser et overskud på kr. 1.182.350 efter skat, der henlægges til konsolidering. Egenkapitalen bliver således styrket betragteligt, og fondens egenkapital pr. 31. 12. 2019 er på kr. 6.113.255.