22-årig mand fra Aarhus fortsat nægtet nyt pas

22-årig mand fra Aarhus fortsat nægtet nyt pas
29. 12 2017

Retten i Aarhus har netop besluttet, at en 22-årig mand fra Aarhus fortsat skal nægtes udstedelse af nyt pas. Det sker efter, at Østjyllands Politi den 21. august besluttede at forlænge fristen for den 22-åriges forbud mod at rejse ud af Danmark.

I 2015 kom der nye regler i pasloven, som giver politiet mulighed for at fratage borgere deres pas, hvis de formodes at rejse til konfliktområder og deltage i aktiviteter, der kan udgøre en fare for statens sikkerhed. Og det har Østjyllands Politi fortsat vurderet, at der er tale om i sagen om den 22-årige.

Allerede i september sidste år nægtede Østjyllands Politi at give ham et nyt pas.

- Vi har oplysninger om, at den 22-årige ved flere lejligheder har været i Syrien og Tyrkiet, og også undervejs er blevet såret. Han har også oprettet en forening, som han bruger til at distribuere penge til området, ligesom han har haft kontakt til personer i Syrien, der sympatiserer med Islamisk Stat. Så der er en del forhold, der peger på, at han er radikaliseret og dermed er til fare for Danmarks sikkerhed, hvis han rejser ud igen, siger juridisk konsulent Signe Mikkelsen, Østjyllands Politi.

Fristen for nægtelse af pas løb til juli i år, hvorfor Østjyllands Politi igen har taget stilling til sagen og altså besluttet at forlænge forbuddet om udrejse. Det sker, fordi politiet har vurderet, at der fortsat er begrundet mistanke om, at den 22-årige igen vil rejse til konfliktområder.

Den 22-årige har på den baggrund bedt om, at spørgsmålet blev prøvet ved retten. Og Retten i Aarhus gav så i dag Østjyllands Politi medhold i, at fristen bør forlænges.

- Jeg er tilfreds med rettens afgørelse. Der er flere forhold, der giver os anledning til at tro, at den 22-årige kan være til fare for statens sikkerhed, hvis han får mulighed for at rejse ud af Danmark. Og det gav retten os medhold i i dag, siger Signe Mikkelsen.

Den 22-årige har nu forbud mod at rejse ud af Danmark frem til den 1.marts 2018, hvor sagen skal vurderes igen.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!