22 nyuddannede erhvervsassistenter danser ud i fremtiden



Linedansersangen af Per Krøis Kjærsgaard er blevet et fast element, når Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) i Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder holder dimission.
Dimissionen onsdag den 9. januar 2019 var ingen undtagelse. Sangen minder KUU-eleverne om de modige skridt, de har trådt på deres egen vej frem til, at de nu er uddannet erhvervsassistenter fra KUU.

Derfor var det også naturligt for Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens, at tage udgangspunkt i netop Linedansersangen, da han holdt dimissionstalen for de 22 nyuddannede erhvervsassistenter.

”I har slidt og slæbt, oplevet med- og modgang, grædt og grint. Kort sagt har I her på KUU taget en gevaldig svingom med livet i alle dets afskygninger. I har hen over jeres tid her hos os lært jer stadig flere dansetrin. I har haft gåpåmod og lyst til at lære. Nogle af jer har løbende været på vej væk og har haft lyst til at give op, men fællesskabet omsluttede jer, og I er heldigvis blevet,” sagde Niels Yde i starten af sin tale.

Erhvervstræning giver et godt fundament

En stor del af den toårige KUU-uddannelse er erhvervstræning i forskellige virksomheder. Her har KUU-eleverne lært, hvad det kræver at passe et job, og de er blevet afklaret i forhold til uddannelse og/eller job. De nye erhvervsassistenter har via erhvervstræningen erfaret, at hårdt arbejde, refleksion, vedholdenhed og vilje kan give nye erfaringer og større muligheder, og virksomheder har givet dem mange rosende ord med på vejen.

”I har skabt et godt fundament at bygge videre på. Tænk på, at det fundament nu bliver derfra, hvor I for alvor vælger, hvad I vil arbejde med, gå i uddannelse til. Livets dansegulv er nogle gange til at blive rundtosset af, men så har jeg et godt råd til jer: Stop op og tænk tilbage på KUU-tiden, og tænk tilbage på den rejse, I har været igennem,” sagde direktøren til de stolte erhvervsassistenter.

Ud af de 22 nyuddannede erhvervsassistenter fortsætter 14 direkte i uddannelse, to har fået job og seks er på vej til enten uddannelse eller job. Det er ifølge Niels Yde et tydeligt eksempel på, at KUU er med til at styrke og udvikle de unge til både at have større mod på livet og ballasten til at fortsætte i erhvervslivet.

Overraskede lærerne

Til dimissionen overraskede dimittenderne lærerne med at præsentere en blå bog, de havde lavet om dem. Indslaget overraskede lærerne og fik alle til at grine, samtidig med at det tydeliggjorde, hvor centrale lærerne har været i de unges stærke udvikling på KUU.

Sammen med eksamensbeviset fik de nyuddannede erhvervsassistenter en grøn Hoptimist til minde om deres tid på KUU og alt det, de har lært.

Den 31. januar 2019 starter et nyt hold KUU-elever. Der er i øjeblikket 31 tilmeldt.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024