Åbent møde om Østbirks nye idrætshal

Åbent møde om Østbirks nye idrætshal
29. 12 2017

I starten af det nye år får alle interesserede mulighed for at høre lidt mere om hvordan de nye rammer til idræt og bevægelse i Østbirk kommer til at se ud. Det sker mandag den 8. januar kl. 20.00, hvor Østbirkhallen og Østbirk Idrætsforening inviterer alle med interesse for den nye hal til et åbent informationsmøde. Mødet afholdes i Østbirkhallen.
 - Vi har tidligere meldt ud, at vi ville invitere til informationsmøde, siger Bo Mogensen, der er formand for Østbirkhallen.
 - Byggeriet er allerede så langt, at man nu kan se konturerne af den nye hal og de øvrige nye lokaler, og vi har hele tiden tænkt, at vi ville vente med at præsentere projektet for byen til man med egne øjne kan se, hvad der venter, fortsætter Bo Mogensen. Byggeriet vil måske kunne medføre nogle gener for brugerne af Østbirkhallen. På mødet vil der blive fortalt om hvilke gener, der må forventes, og hvornår de vil finde sted.
 Ind til videre forløber byggeriet af hallen efter planen. Finansieringen af mursten og ydre rammer er på plads, men det betyder ikke, at Østbirk Idrætsforening er færdig med at forsøge at skaffe penge til projektet.
 - Der mangler fortsat rigtig mange penge, hvis alle ønsker til inventar og udstyr skal gå i opfyldelse, siger ØIF’s formand Jens Norup Simonsen, og han fortsætter:
 - Vi er i gang med at afsøge fonde og puljer, og vi håber også at den massive lokale opbakning, som vi har oplevet fra private og erhvervsvirksomheder, kan fortsætte i den næste fase.
 Det er i øvrigt muligt at følge byggeriet på Østbirkhallens hjemmeside (www.oestbirkhallen.dk). Østbirkhallen har opsat et webkamera, så man døgnet rundt kan følge med i, hvor langt byggeriet er. 

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!