Befolkningsvækst i Horsens fører til ekstra studiepladser

Befolkningsvækst i Horsens fører til ekstra studiepladser
17. 05 2018
Flere og flere vil bo i Horsens-området. Det øger antallet af børn i kommunens skoler og daginstitutioner, og konsekvensen kan være mangel på pædagoger. Derfor har VIA University College fået tildelt 12 ekstra studiepladser på pædagoguddannelsen, så der fra i år optages i alt 140 nye pædagogstuderende.

- Der er tale om en ret stor stigning, som vi naturligvis er glade for og bakker op om. Vi tilbyder en uddannelse af høj kvalitet og et godt studiemiljø, så vi forventer også at have ansøgere nok til de ekstra studiepladser, siger Jens Norup Simonsen, uddannelsesleder for VIA Pædagoguddannelsen i Horsens.
 Det er Uddannelses- og forskningsministeriet, der beslutter, hvor mange studiepladser der tildeles de videregående uddannelser. Her ser man bl.a. på fremskrivning af befolkningstal, som for Horsens vedkommende altså stiger – en stigning, der forventes at fortsætte.

Borgmester glad for flere pædagoger
Borgmester i Horsens, Peter Sørensen, som også er bestyrelsesformand for VIA, glæder sig over de ekstra studiepladser.
 - Vi har et rigtigt godt uddannelsesmiljø i Horsens, og snart har vi første spadestik på det nye campus i midtbyen. Derudover er jeg som borgmester naturligvis glad for, at vi får uddannet flere pædagoger, som forhåbentligt ønsker at blive og arbejde i Horsens og resten af Østjylland efter endt uddannelse, siger Peter Sørensen.
 Han tilføjer, at veluddannede pædagoger er afgørende for, at Horsens kan tilbyde gode forhold for kommunens borgere, herunder tilflyttere og børnefamilier.
 Sidste år optog VIA 128 nye pædagogstuderende. I alt havde 367 søgt ind på uddannelsen. Årets ansøgningsfrist igennem kvote 1 er den 5. juli.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!