Børn og unge trodsede vejret og fik en fantastisk oplevelse

Børn og unge trodsede vejret og fik en fantastisk oplevelse
07. 08 2017
Dykkerevent i Hovedgård Friluftsbad

Hovedgård er i den lykkelige situation at have et friluftsbad. Og på trods af vejret denne sommer, har friluftsbadet været godt besøgt af en masse svømme- og badeglade børn, unge og voksne. 
 I søndags blev det daglige besøgstal sat yderligere op, idet man havde lavet en aftale med Horsens Dykkerklub, der underviste interesserede i dykning både med snorkel og med flaske. Interessen var stor, og de fremmødte dykkere fra Dykkerklubben havde travlt med at introducere dykningens oplevelser for de unge mennesker, både drenge og piger.
 Interesserede blev noteret på lister, og man kunne næsten tvivle på, om alle nåede at komme til, inden dykkerne havde brugt deres medbragte forsyning af luft. Ud over de, der prøvede dykning, var der stor aktivitet i friluftsbadet. Der blev badet, der blev sprunget fra vipper, hygget og leget. 
 De 2 dykkere fra Horsens Dykkerklub underviste tålmodigt alle, der havde lyst, i dykning med iltflasker i 3 timer, siger Androulla Winding Hansen, formand for Hovedgård IF Svømmeklub.
 - Vi havde trods regn og rusk over 40 betalende gæster og ca. 20, der nåede at dykke med flasker. Mange kom og sagde tak for det gode initiativ og spændende arrangement. 
 - Både dykkerne fra Horsens Dykkerklub og Hovedgård Svømmeklub vil gerne prøve at lave et lignende arrangement igen en anden gang, ovenpå den succesfulde dykkerdag, siger Androulla Winding Hansen.
 Friluftsbadet har åbent fra 12.30-17.30 resten af uge 32, så man kan stadig lige nå at få sig en dukkert, inden skolen begynder igen.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!