Børnene bagte julekager til den store guldmedalje

Børnene bagte julekager til den store guldmedalje
02. 12 2018
Mange børn havde valgt at slå et smut ind omkring Kagehusets bageri i Hovedgård og kastet sig ud i opgaven med at fremstille egne julesmåkager under kyndig vejledning fra bagermester Henrik Kjær og et par af hans bagersvende.

Hvad skulle det være? Vaniljekranse, pebernødder eller småkager formet som sjove figurer? De ca. 30 fremmødte børn fyldte godt i det store bageri og de professionelle bager havde nok at se til med at besvare de mange gode spørgsmål om dej, redskaber, bagning og hvor meget man måtte tage med hjem.

I et uforstyrret øjeblik fortalte bagermester Henrik Kjær avisen:

- Det er sjette år vi holder julekagebagning for børnene. I dag er der kun 30 børn og jeg synes her er lidt stille. For to år siden havde vi på få søndage 216 børn igennem som bagere, men det var vist i overkanten, griner han og skynder mig hen for at hjælpe med at sætte bageplader vaniljekranse ind i den store bageovne.

Der blev produceret masser af bagværk gennem de mange timer børnene var i sving, og de hurtigste fik muligheden for at lave deres egne hindbærsnitter og da Henrik Kjær spørger et par piger hvilken form skal snitterne have? Skal det være hjerter eller juletræer? Svaret kommer omgående: hjerter!

- I dag er en rolig dag, men næste søndag har vi omkring 50 tilmeldte børn og så kommer det til at gå rigtig stærkt, griner bagermesteren og skynder sig hen til en af ovnene som bipper da småkagerne er færdigbagte.

Der er kø omkring de store ovne hvor småkager ruller ud, velduftende og lige til at sætte tænderne i. De færdige julekager bliver pakket i fine kasser og medbragte kagedåser. Børnene ser ikke det mindste trætte ud, men de voksne i bageriet kunne måske godt tænke sig at smide benene op og slappe af, inden det går løs igen næste søndag.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook