Brædstrup har fået en ny dyrebutik.

(arkivfoto)
(arkivfoto)
Brædstrup har fået en ny dyrebutik.
28. 11 2018
I mandags åbnede en ny butik på Bredgade 29 i Brædstrup. Butikken hedder DyreCentret og hér sættes dit kæledyr virkelig i centrum. Den nye dyrebutik byder på alt fra lækre natursnacks uden tilsætningsstoffer til hundesenge i stilrent design og miljøvenligt legetøj, som dit kæledyr vil elske.

Butikken er startet på initiativ fra dyrepasser Sarah Rømer, der selv bor i Brædstrup. Hun har forinden 16 års erfaring som dyrepasser i forskellige zoologiske haver, både i Danmark og i udlandet. Eksempelvis har hun været senior dyrepasser i Edinburgh Zoo, hvor hun havde ansvaret for et stort nybygget anlæg med 22 chimpanser – et anlæg, der blandt andet er blevet skildret i en dokumentarfilm af BBC, som også er blevet vist i dansk fjernsyn flere gange. Sarah, der oprindeligt stammer fra Ribe, har også haft ansvaret for elefanterne i Givskud Zoo, men er oprindeligt uddannet i Øresundsakvariet, ligesom hun også har arbejdet med eksotiske fugle og papegøjer i forskellige zoologiske haver. Dette er blot nogle af de spændende oplevelser, Sarah har haft i sin 16-årige karriere som professionel dyrepasser. Selv siger hun, at ”det har været 16 spændende år med aber, løver, ulve, fugle og fisk – men fælles for det hele har været min store interesse for træning, aktivering og berigelse af alle dyr”.

Den nye dyrebutik i Brædstrup er ingen undtagelse. Som professionel dyrepasser har Sarah i mange år haft et ønske om også at udbrede positiv aktivering og berigelse til de mange kæledyr i private hjem – og netop dét er den store motivation bag den nye butik med navnet DyreCentret. Med denne nye dyrebutik har Sarah en ambition om at gøre det nemt for private dyreejere at finde de allerbedste produkter til at gøre livet endnu bedre for deres kæledyr. Derfor har Sarah som udgangspunkt åbnet butikken med et mindre udvalg af håndplukkede dyreartikler til aktivering og berigelse af dine kæledyr – men hun fortæller samtidig, at ”hun håber at engagerede kæledyrsejere vil komme ind i butikken og dele deres erfaringer med forskellige dyreartikler, som kan sætte deres præg på det fremtidige produktsortiment i butikken”.

Udover salg af foder, halsbånd, senge og snacks har Sarah også et ønske om, at butikken i Bredgade kan blive brugt til spændende arrangementer med alt fra foredrag om bedre dyreliv for dine kæledyr til aktiviteter i børnehøjde – så de kære små også kan blive klogere på betydningen af dyrenes velfærd.

Med den nye dyrebutik på Bredgade 29 i Brædstrup har lokale kæledyrsejere fået en enestående mulighed for at trække på en erfaren dyrepassers viden om, hvordan man gør livet endnu bedre for de kære kæledyr. Selvom Sarah har lagt et stort arbejde i at vælge de allerbedste produkter til butikkens sortiment, giver hun tydeligt udtryk for, at det ikke er afgørende for hende, om de besøgende i den nye dyrebutik køber butikkens håndplukkede dyreartikler – for hende handler det mere om at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af aktivering og berigelse, så kæledyrene kan få endnu bedre dyrevelfærd.