Chefen for den førerløse fremtid kommer til Horsens

Chefen for den førerløse fremtid kommer til Horsens
08. 03 2018
Fremtiden er førerløs. Og potentialet gigantisk. Det er udgangspunktet for CEO Peter Sorgenfrei og resten af teamet i Autonomous Mobility. De vil gøre fremtidens transport både delt og selvkørende med førerløse busser, biler og droner. Den 12. april er Peter Sorgenfrei hovedtaler på BusinessHorsens årsmøde, hvor han fortæller om forretningsudvikling, disruption og ledelse af stærkt innovative medarbejdere i en branche i hastig teknologisk forandring.

Autonomous Mobility vil tilbyde transportløsninger med selvkørende busser i Danmark og flere andre lande i Skandinavien og Baltikum. Og som de første i Danmark har virksomheden nu søgt Vejdirektoratet om tilladelse til at testkøre busserne i trafikken. Busserne skal senere suppleres med biler og droner.
 At drive en virksomhed, som skal gå helt nye veje, tænke i ny lovgivning og se mulighederne før de opstår, kræver noget helt særligt. Det stiller store krav til mindset, mentalitet og motivation hos både medarbejdere og ledelse.
 Det vil Peter Sorgenfrei komme ind på i sit indlæg, hvor der også vil være fokus på at agere i en verden, hvor den teknologiske udvikling går så hurtigt, at det næsten ikke er til at forstå.
 - Vi er både stolte og glade over at kunne præsentere Peter Sorgenfrei som taler for vores virksomheder her i Horsens. Den fantastisk hurtige teknologiske udvikling og evnen til at kunne tænke flere skridt frem bliver vigtigere og vigtigere for virksomheder i stort set alle brancher. Derfor har vi valgt at invitere Peter Sorgenfrei som hovedtaler på årsmødet, forklarer erhvervsdirektør, Anders Killmann Petersen.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!