Christoffer fandt svar i Rocky Mountains

Christoffer Lange: Jeg har altid været i god form, så det var ikke vores største problem. Men vi var fuldstændig grønne og uden nogen erfaring. Rygsækkene var pakket med de forkerte ting og vejede alt for meget.
Christoffer Lange: Jeg har altid været i god form, så det var ikke vores største problem. Men vi var fuldstændig grønne og uden nogen erfaring. Rygsækkene var pakket med de forkerte ting og vejede alt for meget.
Christoffer fandt svar i Rocky Mountains
04. 07 2019
Dette er anden artikel i serien om Christoffer Lange – En ung eventyrer. I denne artikel skal vi høre om Christoffers store tur til Colorado og Rocky Mountains. Om hans begyndervanskeligheder og hvordan det barske vejr var tæt på at tage livet af ham.

I 2016 tager Christoffer sammen med sin far til USA og besøger en række stater og blandt dem Colorado. Da de kommer til Rocky Mountains, bliver han ramt af en følelse, at her har han været før.

- Her følte jeg mig hjemme og da jeg kommer hjem, beslutter jeg mig for at jeg skal besøge Colorado igen.

I en filosofi-time på HF sidder han og tænker over livet og tager beslutningen:

- Det skal være til sommer jeg tager afsted og skal ud og teste mig selv på et kæmpe eventyr... og finde svar på en masse eksistentielle spørgsmål. Efter HF og eksamener pakker jeg rygsækken og flyver til USA.

Turen går til USA og Colorado Trail

For at få råd til flyrejse, udstyr og proviant arbejdede Christoffer Horsens sygehus. I forbindelse med planlægningen søgte han på Internettet og fandt frem til Colorado Trail. Turen er på næsten 800 km. og går fra Denver til Durango, og det højeste punkt på ruten er over 4000 meter højt. Det meste af sporet ligger 3000 meter over havets overflade og de samlede højdemeter er på næsten 27.000 meter.

Vi var grønne, men i god form

I sommeren 2017 tager han sammen med kammeraten Peter til Denver, Colorado. Meningen var at Peter kun skulle gå halvdelen af turen. Deres største udfordring var den manglende erfaring med lange vandreture i vildmarken. Christoffer have kun erfaring med fire dage i Telemarken, så udfordringerne var store for dem begge.

- Jeg har altid været i god form, så det var ikke vores største problem. Men vi var fuldstændig grønne og uden nogen erfaring. Rygsækkene var pakket med de forkerte ting og vejede alt for meget. Og allerede efter den første kilometer tænkte jeg: Der er fand’me langt Durango. Det var hårdt og de amerikanske vandrere stak til os og spurgte: Hvad fanden, bærer du rundt på et køleskab? De havde alle sammen meget mindre rygsække og det så bare mere behageligt ud.

På turen møder Christoffer og Peter en amerikansk kvinde som hed Carrie og kun spurgte om hun ikke skulle hjælpe dem og vise hvordan man pakker sin rygsæk når man skal vandre. Hun får hurtigt trimmet rygsækkene så de kun indeholdt det allermest nødvendige og de overflødige kilo udstyr blev sendt tilbage til Danmark. Det betød at de begge pludselig kunne gå længere og længere hver dag.

I rygsækken var der mad og vand, telt, liggeunderlag, sovepose, alt for meget tungt tøj hvilket sænkede deres daglige fremdrift.

- I starten gik vi ikke ret langt hver dag, men det var heller ikke pointen. Jeg tænkte slet ikke på målet. Det drejede sig om at være ude i bjergene og få en masse eventyr.

Tunge tyske vandrestøvler

Christoffer lærte også om vigtigheden af det rigtige fodtøj. Som grøn og uerfaren vandrer stillede han og Peter op med solide og meget tunge tyske vandrestøvler. Støvler af denne type kan veje op til et kilo og det er megen vægt som skal flyttes når der bliver gået ti tusindvis af skridt hver dag i syv uger.

Når man går Colorado-trail er det i monsun-sæsonen hvor der er snefrit, men det regner selvfølgeligt meget. Efter første uge på turen, og efter en pause med hygge og fluefiskeri, begiver Christoffer og Peter sig videre sidst på eftermiddagen og Christoffer fortæller:

- Da det begynder at dryppe stille og roligt, forslår jeg at vi tager regntøj på. Men Peter siger det har været sådan her alle dage; det har regnet lidt, vi har taget regntøj på og så er det holdt igen. Mens vi går, tager regnen mere og mere til, og med et, flænges himlen af et lyn efterfulgt af et kæmpe tordenskrald, hvorefter regnen bare vælter ned over os… monsun-sæsonen var ”skudt” i gang!

De gik i et par timer og stien blev langsom til en flod og til sidst måtte de overgive sig og slå teltet op i pjaskøsende regnvejr, hvilket resulterede i at alt udstyr var gennemblødt.

- Her lærte vi at gå efter vejret. Vi stod tidligt op om morgenen hvor himlen var blå og temperaturerne omkring frysepunktet selvom det er sommer. Men det varmede lynhurtigt op og ved 10-11-tiden var temperaturen nået op på 25-28 grader celsius. Her begynder de første skyer at komme på himlen… så går der en time og så bryder det løs med regn, lyn og torden. Og efter et par timer klarer det op og det gode vejr er tilbage. Sådan var det hver dag i seks uger.

Stiens engle

Selvom man går langt ude i vildmarken, møder man alligevel 5-10 mennesker hver eneste dag. Nogle af disse mennesker er de såkaldte Trail Angels. Det er mennesker som helt uselviske tilbyder deres hjælp til vandrerne på Colorado Trail. Deres hjælp kan være at følge dig frem til en by, give et måltid mad, sørge for tørt tøj eller husly. De er utroligt venlige og meget hjælpsomme og de skal ikke have noget igen for hjælpen.

Christoffer vil i højden

Da vi er nået halvvejs, siger min makker, at han gerne vil fiske og vælger at hoppe af turen. Lidt længere fremme vil Christoffer bestige et bjerget St. Louis Peak, som er lidt over 4000 meter højt.

- Da jeg nærmer mig bjerget henad eftermiddagen har jeg tænkt mig at slå lejr i 3800 meters højde. Jeg står imellem træerne og kigger op og vurderer vejret. Det hagler en kort overgang og det klarer op igen. Da jeg begynder opstigningen, er der blå himmel.

Christoffer slår lejr da han når frem, men vinden griber teltet som blæser væk. Men han når at fange det inden det – næsten – falder i afgrunden! Teltet bliver sikret med ekstra stormbarduner så det ikke kan blæse væk igen!

- Jeg lægger mig til at sove i teltet mens himlen stadig er klar og blå. Pludselig vågner jeg ved lyden af maskingeværild – det er hagl og meget stærk blæst som rammer mit telt og teltet ligger helt fladt ned på min mave og brystkasse. Normalt er der 60 cm. til loftet i teltet. Det var fuldstændig vanvittigt og jeg tænkte: hvorfor pokker gik jeg helt her op for at sove?

Den største bekymring var, at Christoffer var det højeste punkt i landskabet, hvilket ikke ville være godt hvis der kom lynnedslag. Her blev han for alvor bange:

- Her begyndte jeg, den eneste gang i mit liv, at bede til Gud. Please, lad mig overleve. Please, lad mig leve til i morgen tidlig. Jeg kunne intet gøre og måtte blive i teltet og vente på at uvejret gik over. Jeg faldt i søvn igen. Da jeg vågner om morgenen kan jeg se at teltet er det ved at gå op i syningerne i den ene ende. Det skulle ikke have blæst meget mere før end teltet havde været helt ødelagt.

Det slår ikke Christoffer ud og han beslutter sig for at forcere de sidste meter og komme helt til tops på St. Louis Peak. Udsigten er enestående oppe på toppen, men han kan også se, at kulsorte skyer trækker hen imod ham.

Regnen afløses af snevejr

- Jeg nyder udsigten, men er klar over at jeg skal ned igen inden uvejret når frem. Så jeg skynder mig ned til lejrpladsen og får pakket telt og udstyr sammen, mens uvejret bare kommer hurtigt imod mig. Det eneste jeg tænker er, at jeg skal ned mod trægrænsen så hurtigt som muligt.

På vej ned ad bjerget følger de mørke skyer med lige over hovedet på Christoffer og som det er vane i bjergene, flænges himlen af et øresønderdøvende brag og lynet slår ned 50-100 meter fra ham.
- Jeg kunne mærke elektriciteten i luften og på min krop. Så jeg begyndte bare at løbe mod træerne og det gik alt for hurtigt og jeg væltede og var lige ved at brække min ankel. Det lykkes mig at forsætte trods smerterne og til sidst når jeg i læ under træerne, mens det bare vælter ned med vand fra skyerne. Det tordner og lyner voldsomt i lang tid, som afløses af hagl for at gå over i snevejr!

Gennemblødt, kold og følelsesløs

Her sidder Christoffer i shorts i ly under træerne og havde ikke haft tid til at få sine regnbukser på. Snevejret fortsætter i et par timer og Christoffer er klar over at situationen hurtigt kan blive livsfarlig på grund af underafkøling.

- Jeg kunne ikke mærke min ben fra mine knæ og nedad. Jeg kunne ikke mærke mine arme og mit hoved var helt følelsesløst og min tænder klaprede. Jeg vidste at jeg blev nød til at bevæge mig videre. Efter et par timers vandring passerer jeg et bjergpas og solen bryder frem og varmer mig.

Her sætter Christoffer sig ned i græsset for at slappe af, men han besvimer af udmattelse og underafkøling. Da han vågner op ved han ikke hvor lang tid han har været besvimet eller hvor han er henne.

- Jeg har glemt at jeg er i Colorado. Jeg ved knap nok hvem jeg er. Underafkølingen bevirker at min hjerne spiller mig et puds og forstyrrer min opfattelse af virkeligheden. Husk på, at jeg var helt grøn og havde intet nødkaldeudstyr eller telefon med mig. Nu har jeg anskaffet mig en sos-sender som jeg altid har med på tur, så jeg kan kalde på hjælp.

Med de sidste kræfter får Christoffer slået lejr og kommer ned i sin varme sovepose. Da han vågner tidligt den efterfølgende morgen oplever han den smukkeste solopgang han nogensinde har set.

- Husk at jeg var tæt på at dø kort tid forinden og solopgangen beskæftigede helt tydeligt at jeg var i live. Det var det vildeste jeg oplevede på turen.

Kildall


Du kan læse den første artikel med Christoffer Lange her: http://www.oestbirk-avis.dk/mod-christoffer-lange-en-ung-eventyrer


smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook