Da velfærdsbølgen ramte Hovedgård

Rasmus Jensen som er kendt af mange som Brugsuddeler i Hovedgård og ved siden af ham sidder Svend Aage Sørensen, som er flankeret af sin hustru Grethe Sørensen.
Rasmus Jensen som er kendt af mange som Brugsuddeler i Hovedgård og ved siden af ham sidder Svend Aage Sørensen, som er flankeret af sin hustru Grethe Sørensen.
Da velfærdsbølgen ramte Hovedgård
18. 05 2019
I årene efter anden verdenskrig steg velstanden i Danmark og en regulær velfærdsbølge skyllede i begyndelsen af 1960-erne ind over Danmark. Dette kunne også mærkes i Hovedgård hvor en gruppe borgere synes at byen trængte til et friluftsbad.

Rikke Pijnenburg fra Hovedgård IF Svømmeklub har sat avisens udsendte stævne i en ældre villa i hjertet af Hovedgård, hvor vi er inviteret til kaffe og kage, samt til møde med et par af hovedkræfterne bag Hovedgård Friluftsbad.

Rundt om kaffebordet i spisestuen sidder Rasmus Jensen (86) som er kendt af mange som Brugsuddeler i Hovedgård og ved siden af ham sidder Svend Aage Sørensen (88), som er flankeret af sin hustru Grethe Sørensen (85). På den anden side af bordet sidder de yngre kræfter, Lars Krøldrup Pedersen (63) hvis forældre en overgang havde kiosken ved badet hvor de solgte billetter til bassinet og havde is- og sliksalg. Ved siden af er Rikke Pijnenburg og til sidst Deres udsendte reporter.

Det begynder en sommerdag i 1963

Historien om Hovedgård Friluftsbad tager sin begyndelse omkring sommeren 1963, men ingen husker helt hvordan idéen til et friluftsbad i Hovedgård opstod, så Grethe Sørensen begynder med at fortælle:

- Det var i juni 1963 - vi var en mindre flok som en formiddag tog ud for at se på friluftsbade i Engesvang, Nørre Søby og Bjerringbro. Med på turen var Svend Sørensen, Leif Sørensen viceskoleinspektør, Tue Thuesen, lærer og Erik Jørgensen. Den tur gav os blod på tanden og Svend kastede sig over arbejdet sammen med de andre. I denne periode lavede Grethe Sørensen masser af lagkager til det arbejdende, godt hjulpet af køkkenfacilliterne i Kattrup forsamlingshus.

I maj 1969 kunne Svend Aa. Sørensen ved den officielle indvielse overrække stafetten til Brugsuddeler Rasmus Jensen som igennem flere år var formand Hovedgård Friluftsbads bestyrelse.

Der skulle gå flere år med at søge penge til byggeriet hos kommune, fonde og Friluftrådet. Der blev udarbejdet planer, arbejdstegninger og budgetter. På de oprindelige tegninger var der også tilskuerpladser og der skulle have været et fem-meter udspringstårn, men økonomien tillod hverken tilskuerpladser eller fem-meter tårn, som blev skåret ned til tre meter. Tre-meter vippen kom først til i 1972.

Bag projektet var der en stor lokal opbakning fra blandet andet Hovedgård Idrætsforening, Grumstrup Idrætsforening, Tvingstrup Idrætsforening og Tvingstrup Borgerforening, stod alle bag som medunderskrivere på kontrakterne. Anlægsprisen var omkring 210.000 kroner i 1969.

Tordenskjolds soldater er her stadig

Rasmus Jensen husker tiden om anlæggelsen af friluftsbadet sådan her:

- Da der skulle plantes bevoksning omkring hegnet ind til bassinet og spurgte vi efter hjælp i et avisopslag. Der mødte kun to personer op på selve dagen for at hjælpe. Når det drejer sig om frivilligt arbejde var det altid Tordenskjolds soldater som mødte op – ligesom i vores dage. Men vi fik plantet læhegnet.

Da badet stod færdig og græsset var grønt omkring bassinet, valfartede folk langvejs fra som Horsens på knallerter og i fyldte busser - folk cyklede fra Gedved og Vedslet til Hovedgård for at komme i vandet hver eneste dag i sæsonen.

Hovedgård Friluftsbad havde 15.000 besøgende badegæster den første sæson. Da Horsens nogle år senere fik eget friluftsbad gik antallet gæster ned i Hovedgård.
Lars Krøldrup Pedersen husker tydeligt teenageårene ved friluftsbadet, hvor han tilbragte hele sommeren:

- Vi var nogle unge mennesker som tog livredderbevis og vi kunne aflaste bademesteren når han trængte til lidt hvile. Vi hjalp også med at hælde klor og andre kemikalier i vandet… den var nok ikke gået i dag, griner han ud i lokalet.

Badet var populært dengang og nu

Rikke Pijnenburg som havde været et smut i de gamle arkiver og hun kunne supplere:

- I de gamle optegnelser kan vi se, at der var omkring 100 badegæster om dagen og færre når det var dårligt vejr, og det kan vi jo sammenligne med sommeren 2018 hvor vi havde langt over 100 besøgende hver dag mens det gode sommervejr stod på. Så det har ikke ændret sig gennem årerne. Mine børn bor praktisk talt ved badet hele sommeren, en historie Rasmus Jensen og Svend Sørensen kan nikke genkendende til.

Og hun fortsætter:

- I dag kommer der gæster fra Stensballe, Egebjerg, Hatting og Lund. Og folk fra Skanderborg og Odder… og det er selvom havet ligger tæt på Odder. Måske kan børnene ikke lide at få sand mellem tæerne. Så vi trækker gæster fra et stort opland.

Der er ingen tvivl om, at Hovedgård skylder ildsjælene Svend Aa. Sørensen, Rasmus Jensen og alle de øvrige en stor tak for deres kæmpe indsats med at få et friluftsbad op at stå ad frivillighedens vej.

Vi er ikke de to dygtigste til vals

Da kaffen er drukket og kagen er forsvundet går snakken lystigt og masser af historier og gamle anekdoter kommer på bordet – og de fleste har intet med Hovedgård Friluftsbad at gøre – men sjove var de nu alligevel.

Svend Aa. Sørensen afslutter eftermiddagen med at sige:

- Det er rart for os gamle at se at borgerne stadig står sammen om fællesprojekter ligesom vi gjorde for over halvtreds år siden, og vennen Rasmus Jensen slutter:

- Ja, vi var unge dengang og man kan sige at vi er ikke er de to dygtigste til at danse vals mere! Men det var vi den gang.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook