Dansk-irsk blues på KulisseLageret

Dansk-irsk blues på KulisseLageret
06. 04 2018

Det er stemningsmættet blues, så man kan smage vejstøvet og se varmebølgerne ud over vidderne, der kan opleves på KulisseLageret på lørdag. Trainman Blues er gæster musikstedet med et friskt album i bagagen.
 Trainman Blues er udtænkt af den irske bluesmusiker Richard Farrell og den danske bassist Laust ”Krudtmejer” Nielsen. Lyden henter inspiration i den rå rootsprægede blues fra før rock ’n’ roll. Lyden er blevet opdateret med nye produktionsteknikker, så det hele lyder ”up to date”. Det høres tydeligt på et par af de YouTube-klip, bandet har uploadet. Det er lidt råt, og det er lidt nøgent, som deltablues bør være – men lyden er samtidig lækker og stemningsmættet, så selv et kræsent pop-øre kan hoppe på vognen.  
 Live optræder de to med guitaristen Ronni Boysen og trommeslageren Thomas Crawfurd. En del af sangene kommer fra heltene Taj Mahal, Muddy Waters og Eric Bibb, men Laust og Richard har også selv skrevet materiale til debutalbummet Trainman Blues, der kom på gaden for en lille måned siden.
 Richard Farrell har spillet blues i mange år og over store dele af kloden. Han stammer fra Dublin i Irland, der uomtvisteligt er bedst kendt for folkemusikken. Men Richard kastede tidligt sin kærlighed på bluesmusikken, og både hans stemme og akustiske guitarspil passer da også fortrinligt til genren.
 Laust Nielsen har spillet med masser af danske og udenlandske blueskunstnere gennem flere år. Kenn Lending Blues Band og udenlandske navne som John Primer, Gene Taylor og Jimmy Burns har fået bastonerne leveret af Laust.
 Koncerten med Trainman Blues begynder klokken 22:00. Dørene åbnes klokken 21:00. Entréen er 150 kroner i døren og 130 i forsalg. Billetter kan købes via www.blueskartellet.dk.

winkFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!