Datastuen Birkebo starter ny sæson

Datastuen Birkebo starter ny sæson
21. 12 2017

Mandag den 8. januar begynder en ny sæson i Datastuen på Birkebo i Østbirk.
 Datastuen Birkebo blev oprettet i september 2008. Dvs. at den snart har eksisteret i 10 år.
 - At det kunne lade sig gøre at starte Datastuen skyldes især, at den kommunalt ansatte Line Munkøe arbejdede med at skaffe mere ”liv” på Birkebo, husker Jørgen Herskind.
 - Et af Lines forslag gik på, at man måske kunne oprette en netcafe. Derfor bekendtgjorde hun ved opslag rundt i byen, at der indkaldtes til en stiftende generalforsamling. Her mødte mange interesserede østbirkborgere op, og man valgte blandt de fremmødte en bestyrelse på 5 personer. Man blev enige om, at projektet skulle hedde Datastuen Birkebo.
 Line og bestyrelsen arbejdede videre med sagen, og man kontaktede bl.a. organisationen Ældremobiliseringen, Sparekassen Østjylland, Velux fonden og ugebladet Østbirk Avis/Østjydsk Avis. Alle var meget, meget behjælpelige, og inden længe havde man inventar og pengemidler, så Datastuen Birkebo kunne komme i gang, siger Jørgen Herskin. Selv TV2 blev kontanktet dengang.
 Kommunen har altid stillet lokale til rådighed for Datastuen. Den første tid havde Datastuen til huse i ”Det gamle Kæmnerkontor” på det gamle Birkebo. Mens det nye Birkebo blev bygget benyttede man Børnehaven Skovhuset. På det tidspunkt var der 82 ”kursister”. Det var mange. I efteråret 2017 var der ca. 40 ”kursister”. Et pænt tal.
 De mange ”kursister” er opdelt i hold med ca. 8 pr. hold, og til hvert hold er der tilknyttet 3 vejledere.
 - Det går meget fint, siger Jørgen Herskind og gør opmærksom på at til de nævnte tal kan man evt. lægge de mange frivillige, der uden betaling har hjulpet de ældre med at forstå EDB i alle mulige afskygninger.
 Som noget nyt har Datastuen i efteråret 2017 oprettet et hold i slægtsforskning. Holdet fortsætter i foråret 2018. Datastuen ejer selv i alt 5 computere med til hørende printer, men da de allerfleste efterhånden medbringer deres egen bærbare computer, er Datastuen godt ”kørende”.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!