Debut for borgmesteren med spadestik til præstebolig

Borgmester Peter Sørensen fik en hjælpende fod af provst Annette Bruunbjerg Bennedsgaard til første spadestik på præsteboligen. Til højre Jens D. Olesen, afdelingsleder i HusCompagniet.
Borgmester Peter Sørensen fik en hjælpende fod af provst Annette Bruunbjerg Bennedsgaard til første spadestik på præsteboligen. Til højre Jens D. Olesen, afdelingsleder i HusCompagniet.
Debut for borgmesteren med spadestik til præstebolig
21. 03 2019
Borgmester Peter Sørensen betrådte i mere end en forstand jomfruelig jord, da han onsdag besøgte nybyggerkvarteret Bjørnshave i Bygholm Bakker.

- Det er første gang, jeg sætter spaden i jorden til en præstebolig, sagde borgmesteren, som havde provst Annette Bruunbjerg Bennedsgaard fra Vor Frelser Sogn til at give en hjælpende fod med.

Præsteboligen er det første hus, der bygges på Bjørnshave, og det 229 kvadratmeter store parcelhus med alle bekvemmeligheder i form af vedligeholdelsesfri materialer, energivenlige foranstaltninger m.m. skal stå klar til indflytning den 1. september 2019, når den nye præst tiltræder sit embede.

Indflytningstidspunktet gælder også ejerne af de 26 øvrige parcelhusgrunde i Bjørnshave, som blev udbudt til salg i november 2018. 12 grunde er allerede solgt, og borgmester Peter Sørensen glæder sig over den store byggeaktivitet i området og over, at præsteboligen bliver en del af det.

- Det er godt tænkt at lægge en præstebolig i et område, hvor der om kort tid vil bo mellem 3- og 4000 mennesker – hovedsageligt børnefamilier, sagde han.

HusCompagniet står for byggeriet, der udover Bjørnshave også omfatter byggegrunde i Billeshave og Normandshave.