Den Genfundne Bro er et efterårshit

Frisk luft, masser af plads og interesse for broens særlige historie. Det er, ifølge turistambassadør ved VisitHorsens, Birgit Kjærsig Bækgaard, de tre faktorer, der trækker besøgende til Den Genfundne Bro ved Brædstrup.
Frisk luft, masser af plads og interesse for broens særlige historie. Det er, ifølge turistambassadør ved VisitHorsens, Birgit Kjærsig Bækgaard, de tre faktorer, der trækker besøgende til Den Genfundne Bro ved Brædstrup.
Den Genfundne Bro er et efterårshit
17. 10 2020
Trods stigende Corona-tilfælde i Horsens har Den Genfundne Bro haft flere hundrede besøgende hver dag i efterårsferien. Det erfarer VisitHorsens' turistambassadører, der for første gang i år har været ude og snakke med turister og lokale besøgende.

Hele uge 42 har turistambassadørerne observeret fulde parkeringspladser ved Vestbirkvej, samt en konstant tilstrømning af hele familier med flere generationer, der samles ved broen og områdets picnicområder med tæpper, termokander og frokost.

Birgit Kjærsig Bækgaard fortæller:

- Historien omkring broen er fantastisk og folk vil gerne vide mere. Dem, jeg har snakket med, er blandt andet kommet helt fra Haderslev, Randers, Odense, Roskilde, Esbjerg og Varde - og flere har været her før. De fleste er på ferie i området, og er nysgerrige på at vide mere om stedet herude. Derudover er her skønt, for man mærker slet ikke Coronaens tilstedeværelse - folk kan nyde den friske luft og den smukke natur uden bekymring, for her er jo god plads til alle.

De besøgende er enige i Birgits udsagn. 71-årige pensionist Steen Kongsted Rasmussen fra Slagelse er på ferie i Juelsminde med sine børn og børnebørn. Han har før besøgt Den Genfundne Bro med sin kone for år tilbage, men nu skulle hele familien med, og se den historiske attraktion. For ham er Corona ikke en hindring for at holde ferie i området:

- Det er ikke godt med covid-19, og vi skal da heller ikke til udlandet foreløbigt, men her er jo også så dejligt i Danmark. Det er så fint og velbevaret herude, og området er jo skønt. Det er en stor oplevelse.

Frivilligheden har været sat på pause

Normalt er VisitHorsens' frivillig-korps, kaldet turistambassadørerne, ude blandt turister og Horsens-borgere flere gange i løbet af året og især i sommersæsonen.

Her har man tit kunne spotte dem, især ved Kuben på Søndergade, i deres letgenkendelige t-shirts med et stort "i" på brystet - klar til at guide gæster mod fantastiske oplevelser i hele kommunen.

Men på grund af Corona-epidemien har turistambassadørerne slet ikke været ude i marken i 2020. Sidst VisitHorsens sendte ambassadørerne ud, var faktisk i efterårsferien sidste år.

Frivilligheden har derfor været sat på pause, men i efterårsferien, der levede op til de gode vejrudsigter, så VisitHorsens en mulighed for at sende turistambassadørerne ud i marken igen til Den Genfundne Bro.

- Med handsker og sprit har vi sikret os, at vores frivillige har de bedst mulige rammer til både at kunne følge gældende Corona-retningslinjer - men også kunne hygge sig og give gæsterne en god oplevelse, siger direktør i VisitHorsens og Turistsamarbejdet Kystlandet, Helle Berthold Rosenberg.

Selvom fremtiden er usikker, satser VisitHorsens på, at turistambassadørerne vil være mere aktive i 2021, så både lokale og besøgende kan få glæde af deres store viden om Horsens mange attraktive oplevelser.