I denne tid, hvor der forhandles ny overenskomst (eller mangel på samme), får de offentligt ansatte skudt mange ting i skoene. Som vi forstår det, mener innovationsminister Sophie Løhde nærmest, at vi er lønførende, og vi føler, at det er lige før, vi slet ikke fortjener vores løn.
Sådan ser det ikke ud herfra, hvor vi arbejder - med ældrepleje, med at passe de syge og med at tage sig af de svage i samfundet.
Det gør vi gerne og hver dag med stor omsorg og med hjertet på rette sted. Vi tager altid ansvaret for at prioritere vores arbejdsopgaver, så de bliver løst fagligt forsvarligt. Desværre er vores største udfordring, at vi dagligt må gå på kompromis med fagligheden, fordi vilkårene byder det.
Hvad er det så egentlig, vi ønsker os af OK18? Jo, det er såmænd
- flere hænder til den ensomme ældre.
- flere hænder til den indlagte borger.
Kun med flere hænder får de ældre og svageste i vores samfund det nødvendige nærvær og den pleje, omsorg og behandling, som et psykisk udfordret menneske i så høj grad har brug for.
Er vi parate til at gå på kompromis med ovenstående? Nej, ikke hvis vi får lov til at passe vores arbejde til en anstændig løn.
Men hvis den næsten altomfattende lockout, som stat, regioner og kommuner har varslet, bliver en realitet, så står de svage rigtig svagt.
Lockouten er ikke noget, vi har fundet på. Vi mener bare, det er nødvendigt, at vi står sammen om ordentlige vilkår, og vi tror på, at vi kan få bred opbakning i befolkningen til at sige: Nok er nok!
Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!
