Det forandrede liv, vi ikke selv valgte



Alle er velkomne, når Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Horsens afholder den årlige generalforsamling den 8. marts, og i den forbindelse har arrangeret et spændende foredrag med psykolog og kræftrådgiver Vincent Löffler fra Kræftrådgivningen i Århus. Titlen på foredraget er: ”Det forandrede liv, vi ikke selv valgte. Det at få en kræftsygdom tæt ind på livet, enten som patient eller pårørende, fremkalder ofte stærke psykiske reaktioner. I oplægget vil Vincent Löffler komme ind på typiske følelsesmæssige reaktioner på at være kræftpatient eller pårørende. Vincent vil ligeledes se på følelsernes årsag, deres mekanisme og hvordan vi skal forholde os til dem.
 Ud over dette spændende foredrag har foreningen også i samarbejde med advokaterne LRP Løvenørnsgade arrangeret tre gratis foredrag hen over foråret om arv og testamente med advokat Pernille Bøge som oplægsholder.
 Lokalforeningen i Horsens er en meget aktiv forening med et stort og aktivt netværk og har derfor igennem de senere år kunnet sætte flere aktiviteter i gang for kræftramte borgere. Hvis man som kræftramt har lyst til at arbejde kreativt med livets udfordringer, har lokalforeningen i samarbejde med Beth Justesen Billedskolen Horsens Kunstmuseum etableret kunst og kræft som et gratis tilbud til alle aldre. For kvinder med brystkræft har der igennem mange år været et meget velbesøgt tilbud i brystkræftcafeen i Sund By. Det har straks været sværere at etablere tilbud til mænd med kræft, fordi mange mænd ikke har tradition for at tale om svære ting, men i Horsens er det lykkedes. En mandegruppe kom i gang for ca. 4 år siden, og er nu vældig godt besøgt. De støtter og hjælper hinanden i svære situationer, men der er også plads til at lave forskellige aktiviteter sammen.
 - Vi er rigtig glade for de netværkstilbud, vi har i Horsens, og for de frivillige, som gør en kæmpeindsats for at holde hjulene i gang. Det betyder meget, at man ikke står alene med sin sygdom, når man bliver sluppet fra både sygehus og kommunale tilbud, siger formanden Tina Nørregaard Hedeager, som til daglig er palliationskonsulent og sygeplejerske i et rehabiliteringsteam for kræftpatienter i Horsens Kommune.
 Bestyrelsen vil gerne sætte flere netværksgrupper i søen og efterlyser i denne sammenhæng både ideer og frivillige, som har et par timer til overs for den type opgaver. Man behøver ikke at være i bestyrelsen for at lave frivilligt arbejde i Horsens lokalforening.
 - Så mød op til generalforsamlingen og kom med gode ideer til vores arbejde, slutter Tina Nørregaard Hedeager.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024