DR sender over 300 timer fra Vinter-OL



Casper Dyrbye er en af Danmarks to alpine skiløbere. Her er han i fuld fart på pisten. Foto: Lars Møller.

Fredag den 9. februar åbner de vinterolympiske lege i Pyeongchang i Sydkorea officielt, og DR følger begivenhederne tæt på sine kanaler, hvor det i alt bliver til mere end 300 timer. DR1 tyvstarter dog med transmissionerne fra Vinter-OL allerede torsdag den 8., hvor den første skihopkonkurrence går i gang. Dagen efter følger så åbningsceremonien klokken 11.55, der sendes direkte på DR1 ligesom afslutningsceremonien den 25. februar.

I år er der lagt særlig fokus på de danske curlingholds kamp for OL-guldet, da Danmark både har et kvinde- og herrehold med i legene. Størst forventninger er der til de danske curling-mænd, som befinder sig i outsiderfeltet, der jagter medaljer, samt skøjteløberen Elena Rigas, som i denne sæson har leveret resultater i absolut topklasse.

DR deler OL-rettighederne ligeligt med Discovery. På DR1 og DR3 kan man følge dansk curling (delt med Discovery), skiskydning, skihop, speedskating, short track og bobslæde direkte. Det, der ikke vises direkte bliver sendt forskudt, så det er muligt at se hele vinter-OL på DRs kanaler.
DR1 sender fra de vinterolympiske lege hver dag fra klokken 7.00 til 15.00 med skiftevis liveprogrammer og udsendelser, der er forskudt fra det egentlige konkurrencetidspunkt. Halvdelen af de danske curling-kampe sendes på DR1 med kampstart klokken 1.00, 6.00 og 12.00. De kampe, Discovery viser direkte, bliver sendt forskudt på DR1, så man ikke behøver gå glip af en eneste kamp.
DR3 sender fire timer mere end moderkanalen, nemlig hver dag fra klokken 7.00 til 19.00. På DR3 kan man også finde nattransmissioner med bobslæde og skeleton fire nætter i træk.
På dr.dk vil brugerne kunne blive opdateret på alt fra OL fra morgen til aften. Hver morgen klokken 6.00 bliver et sammenklip af nattens største øjeblikke - kaldet ’OL mens du sov’ - lagt op på nettet. Endnu en digital opdatering følger klokken 16.00 på dr.dk. Og hver aften fra klokken 18.00-18.30 bliver det seneste OL-døgn vurderet og gennemgået i 'OL-Magasinet' på DR1, der sendes fra studiet på DOKK1 i Aarhus. Værterne er på skift Tina Müller og Josefine Høgh.

Sport samler danskerne
Sportsredaktøren hos DR Medier, Jes Højen, forklarer om baggrunden for at indkøbe rettighederne til Vinter-OL:

- Sporten som genre har en særlig evne til at samle danskerne. Selv om Danmark generelt ikke er en klassisk stærk vintersports-nation, som for eksempel vores naboer Sverige og Norge, vil vi gerne give vores brugere mulighed for at samles om sportspræstationer i verdensklasse og de 17 danske atleter, der kæmper for Danmark, siger han og fortsætter:

- Vi er meget glade for at have erhvervet os rettighederne til Vinter-OL fra Pyeongchang. Vi ser frem til at gøre begivenheden tilgængeligt for danskerne. Fordi begivenheden finder sted i en helt anden tidszone, som harmonerer dårligt med klassisk TV-sening, gør vi os også meget umage for også at gøre Vinter-OL tilgængeligt digitalt, således at brugerne får genudsendelser og højdepunkter i nogle tydelige formater, når det passer.

DRs sportschef Søren Vestergaard supplerer:

- Så der er masser af mulighed for at følge Vinter-OL. Også uden at man skal holde sig vågen 16 nætter i streg. Vi glæder os til at give danskerne en passioneret OL-dækning både fra Aarhus og fra vores hold i Sydkorea. Vi kommer til at have fuld fokus på danskerne og glæder os derfor ekstra over, at Danmarks Idrætsforbund i år sender et stort hold afsted med muligheder for gode resultater.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024