En række foredrag om den sønderjyske genforening

Forfatteren Kristian Ditlev Jensen holder foredrag i Gedved om det magiske Sønderjylland. (Foto: Søren Rønholt)
Forfatteren Kristian Ditlev Jensen holder foredrag i Gedved om det magiske Sønderjylland. (Foto: Søren Rønholt)
En række foredrag om den sønderjyske genforening
11. 01 2020
Voer Herreds Pastorat markerer 100-året for fastlæggelsen af den dansk-tyske grænse i 1920 på to måder – først en foredragsrække og dernæst en studietur. Foredragsrækken udgøres af tre foredrag med fælles afsæt i Sønderjylland og den sønderjyske genforening, og der indledes tirsdag den 21. januar, hvor forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen holder foredrag i Gedved. Alle er velkomne, og der er gratis adgang.

I 2020 er det 100 år siden, at grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland faldt på plads. Den dansk-tyske grænse, som den kendes i dag, blev til i 1920 på baggrund af en folkeafstemning i grænselandet.

Grænsetrækningen og dermed genforeningen af Sønderjylland markeres i Voer Herreds Pastorat på to måder. Her i årets første måneder bydes ind til en gratis foredragsrække med prominente foredragsholdere, der alle har meget stor viden om og indsigt i sønderjyske forhold. I forlængelse af foredragsrækken arrangeres en 4-dages studietur til grænselandet. Turen finder sted i maj måned, og alle er velkomne.

Det første foredrag i foredragsrækken afholdes tirsdag den 21. januar, hvor forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen gæster konfirmandstuen i Gedved. Kristian vil dele ud af sine oplevelser med Sønderjylland, som han på mange måder opfatter som ’et magisk sted’. Foredraget tager afsæt i Kristian Ditlev Jensens anmelderroste bog om Sønderjylland, der udkom i 2014, og aftenen vil også byde på en mangfoldighed af forfatterens egne fotos af landskaber, fugle, kirker, mennesker – ja kort sagt: af hele Sønderjylland.

Lektor ved Aarhus Universitet, Carsten Bach-Nielsen, er den anden foredragsholder i rækken. Onsdag den 19. februar kommer han til Hovedgård for at holde foredrag i konfirmandlokalet på Præstevænget 17. Her vil det kirkelige perspektiv i forhold til genforeningen være i fokus.

Foredragsrækken afsluttes torsdag den 19. marts, hvor museumsinspektør fra Sønderborg Slot René Rasmussen giver et indblik i den afstemningskamp, der fandt sted i årene 1918-1920, og som gik forud for genforeningsfestlighederne, der fandt sted i Sønderjylland i 1920.

De tre foredrag har fælles tema, men kan derudover følges uafhængigt af hinanden. Det er således ikke nødvendigt at følge hele foredragsrækken – har man kun mulighed for at være med en enkelt gang eller to, så skal man endelig møde frem.

En studietur til grænselandet, der afvikles medio maj, lægger sig tematisk tæt op ad foredragsrækken. Der er tale om en fire-dages tur, hvor der undervejs skal besøges spændende lokaliteter såsom Flensborg, Glücksborg, Dannevirke, Hedeby og Højer Sluse. Skulle man være interesseret i at deltage i turen, er der stadig ledige pladser.