Et gran salt



(Foto: Artem Bali)

Af Anne W. Ravn

Selvom kroppen har brug for salt, er behovet beskedent, ca. 0,6 gram salt pr. dag. WHO anbefaler en maksimal saltindtagelse på højst fem gram pr. dag, for så har man også tilgodeset situationer som ekstrem varme og feber, hvor saltbehovet er lidt øget. Herhjemme spiser vi hver omkring 10 gram dagligt, dvs. meget mere salt end tilrådeligt. En lille del af befolkningen spiser enorme mængder salt, op mod det dobbelte. Kan vi bare nedsætte indtaget svarende til en lille teskefuld, fem gram, dagligt, ville vi være langt rent sundhedsmæssigt.

En læser har skrevet og spurgt, om salt i form af uraffineret havsalt er sundere end almindeligt køkkensalt. Alle almindelige saltprodukter er baseret på natriumklorid og adskiller sig ikke afgørende på det punkt, så økologisk, groft salt eller havsalt kan ikke kaldes sundere end fint køkkensalt. Uraffineret salt kan så indeholde en del andre mineraler, som kan være gavnlige, men det er uden praktisk betydning. Problemet ved indtagelsen af salt, natriumklorid, som er den kemiske betegnelse for vores almindelige køkkensalt, er, at det påvirker blodtrykket. Jo mere salt, jo højere blodtryk. Forhøjet blodtryk giver risiko for blodpropper i hjertet og hjernen. På verdensplan kunne man formentlig forebygge 1.65 millioner dødsfald årligt, hvis verdens befolkning efterlevede anbefalingerne fra WHO på fem gram salt dagligt, svarende til to gram natrium. De blodtrykssænkninger, man kan opnå ved at nedsætte sit saltforbrug, kan have kraftig, gavnlig effekt på forekomsten af blodpropper i hjertet og hjernen.

Mindst 70-80 procent af vores saltindtagelse kommer fra færdiglavet mad som fx morgenmadsprodukter, brød, kød, pålæg og ost og fra fastfood, færdige supper og dressinger. Kager og kiks indeholder også meget salt. Så fravælg færdigvarer, hvis du for alvor vil nedsætte din indtagelse af salt. Begræns din egen brug af salt i køkkenet og når du sidder ved bordet. Drej din mad i en mere vegetarisk retning. Korn, grøntsager og frugt er nemlig meget fattige på natrium, men til gengæld relativt rige på kalium, som ser ud til at have en direkte blodtrykssænkende effekt.

Læseren spørger også, om nutidens diæter som palæo og low carb har betydning for saltindtaget, og om det kunne være en idé at dreje sin kost i en mere vegetarisk retning? Ja! For kødprodukter såsom pølser af enhver art og andre former for kødpålæg svømmer oftest i salt. Salt og kød følges som regel ad. Mejeriprodukter er også oftest saltrige, så en proteinrig kost baseret på animalske fødevarer er typisk rig på salt. Man øger sin saltindtagelse med op mod 25 procent, hvis man spiser efter en af de meget proteinrige kosttyper.

Du kan købe køkkensalt baseret på kaliumklorid. Det har ikke de samme negative effekter som natriumklorid. Det er natrium-delen i salt, der forårsager forhøjet blodtryk. Det binder vand, som bliver trukket ind i blodårerne, og på den måde kommer der mere væske i årene, og hjertet må bruge mere kraft på at pumpe. Resultatet bliver et forhøjet blodtryk. Det betyder en øget risiko for blodpropper, åreforkalkning, hjerneblødning og nedsat nyrefunktion. Så anbefalingerne om at vi hver især skal nedbringe saltindtaget, skal ikke tages med et gran salt.

Spis dit rugbrød, som i sig selv er et meget salt produkt, med avocado, kartofler, tomater og andet vegetarisk pålæg. Spar på saltkornene og pift madens smag op med friske krydderurter og krydderier som hvidløg og chili, spidskommen, ingefær og koriander, basilikum, rosmarin og timian. Den smagsfylde, som salt bidrager med, kan især findes ved at bruge de stærke sager som peberrod, ingefær, peber m.v. sammen med sprødheden og sødmen fra andre fødevarer som fx peberfrugt. Også ingredienser som fx parmesan, sojasovs og tomat kan være med til at erstatte salt. "Fortynd" alle måltider med frugt og grønt, fx en håndfuld snittet kål i suppen, frugt som dessert og salat i sandwichen eller rugbrødsklemmen, gerne flere slags på en gang, fx rucola, rød peber, spinatblade, tomatskiver og avocado.

Gå også efter nøglehulsmærket, når du køber ind, for det stiller krav til et relativt lavt saltindhold.

Det tager nogle uger at vænne sig til at bruge mindre salt, efterhånden som overfølsomheden over for salt øges. I øvrigt svarer et gran salt til 0,0621 gram.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

112: Brand Pizza Master, Brædstrup
08. maj 2023