Eventyrlig Sankt Hans i Tvingstrup

Eventyrlig Sankt Hans i Tvingstrup
19. 06 2017

Tvingstrup Kultur- og Idrætsforening inviterer igen i år til fejring af Sankt Hans Aften på sportspladsen i Tvingstrup, og der er lagt op til en spændende aften i rollespillets tegn.
 - Vi ville gerne gøre lidt mere ud af Sankt Hans fejringen i år, da den jo falder på en fredag. Så er der ikke så mange, der skal tidligt op dagen efter, fortæller Claus Munch Andersen, der er bestyrelsesmedlem i foreningen.
 - I år har vi allieret os med rollespillerne fra Vitar Horsens Rollespilslaug, som vil underholde børn og voksne i alle aldre med eventyrligt rollespil. Vi har flere aktive rollespillere i byen og igennem dem har vi hørt meget om hvor sjovt og spændende det er at dyrke rollespil. Nu får hele Tvingstrup muligheden for at opleve konceptet helt tæt på – og man kan også prøve kræfter med bueskydning.
 Arrangementet starter kl. 17.00 og der tændes op i de store fælles-griller, så man kan grille medbragt mad og hygge med alle ”naboerne” fra Tvingstrup og omegn. Man kan naturligvis købe drikkevarer på pladsen, men medbragte drikkevarer er også velkomne. Inden bålet tændes på ægte Tvingstrup-manér (kl. ca. 19.15) er der båltale ved Tvingstrups lokalpolitiker Torben Engholm. Heksen på bålet bliver traditionen tro lavet af de kreative børn fra Tvingstrup Landsbybørnehave.
 - Vi tænder bålet lidt tidligt af hensyn til familier med små børn, som har tidlige sengetider. Alt efter vejret plejer der at være aktivitet til langt ud på aftenen alligevel og vi håber selvfølgelig på tørvejr, så det også bliver tilfældet i år, slutter Claus Munch Andersen af.

winkFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!