Fint foredrag om de Dansk Vestindiske Øer

Forfatter og journalist Mich Vraa
Forfatter og journalist Mich Vraa
Fint foredrag om de Dansk Vestindiske Øer
06. 10 2019
Lørdag var ca. 25 interesserede samlet på Stensballegaard Golf Restaurant, hvor forfatter og journalist Mich Vraa fortalte om sin romanserie som foregår på De Vestindiske øer og Danmarks kolonisering af øerne.

Mich Vraa har mange bøger på samvittigheden og mere end 1000 bogoversættelser er det også blevet til, og som han fortæller:

- Det er underligt at få sit romangennembrud som 62-årig, efter at have skrevet mere end 20 romaner, som der knap nok er blevet lagt mærke til. Men med trilogien ramte jeg det helt rigtige tidspunkt.

Mere end 120 foredrag på et år

Med sin romantrilogi om Dansk Vestindien som udkom i 2016 med ”Haabet” og efterfulgt af ”Peters Kærlighed” og ”Faith”, fik læserne for alvor øjnene op for hans forfatterskab og i samme år havde han mere end 120 foredrag over hele landet.

- Det er fedt med mange foredrag, men på et tidspunkt får man nok af opmærksomheden og trænger til at være alene… og igen begynde at skrive bøger, griner Mich Vraa.

Der blev lyttet intenst

Selve arrangementet blev sat i verden af Dansk Vestindisk Selskab som afholder medlemsmøder og foredrag i henholdsvis Valby og Horsens. Fra foreningen var det kasserer Hans Jørgen N. Laursen som tog imod gæsterne og lavede en fin introduktion til foredraget og Mich Vraa.

Mich Vraa havde meget at berette og de forsamlede tilhørere, hvoraf de fleste var medlemmer af Dansk Vestindisk Selskab, sad musestille med kaffekopperne og lyttede intenst efter hvad han havde at fortælle om sit forfatterskab og ikke mindst om hans research på øerne, i forbindelse med sin trilogi.

Det var tydeligt at Mich Vraa - selvom han ikke er ekspert som han sagde – med mere end 12 måneders research om slavetiden og om livet på De Dansk Vestindiske, var en formidabel kilde til ny og interessant viden om et kapitel i Danmarkshistorien som sluttede for 102 år siden.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook