Forbindelsesvejen til motorvejstilslutningen ved Hatting er nu færdig

Forbindelsesvejen til motorvejstilslutningen ved Hatting er nu færdig
21. 12 2017
Den to km lange forbindelsesvej, som Horsens Kommune står for etableringen af, er færdig før tid

Kun syv måneder efter, at arbejdet gik i gang, er den to km lange forbindelsesvej til den nye motorvejstilslutning færdig.
 Projektleder Steffen Pedersen fra HM Entreprenør A/S, der står for forbindelsesvejen, forklarer:
 - Planlægningen er simpelthen faldet i hak. Vores folk har kløet på i de måneder, hvor vejret har været nogenlunde godt. Og vores samarbejde med kommunen har kørt rigtigt fint. Det er derfor, vi er færdig ca. 10 måneder før tid.
 Selvom forbindelsesvejen står færdig, går der stadig noget tid før, at motorvejstilslutningen kan tages i brug. Rampen ned til motorvejen er nemlig ikke færdig endnu.
 - Arbejdet med at anlægge rampen og broen over motorvejen går efter tidsplanen, men det er nogle mere komplekse opgaver, der tager længere tid.  Vi forventer dog fortsat at motorvejstilslutningen åbner i efteråret 2018. Derfor kommer forbindelsesvejen til at se lidt tom og øde ud indtil rampen og broen er færdige, siger direktør for Teknik og Miljø, Jens Heslop.
 Det er Vejdirektoratet, der står for anlæggelsen af rampen og broen.

Mulighed for at bruge vejen
Det vil være muligt at løbe, cykle, gå eller køre på rulleskøjter hen af den to km lange vej, hvis man vil prøve asfalten af.
 - Da Ringvej Syd var færdig før tid havde vi stor succes med at give folk lov til at bruge vejen før trafikanterne. Det skal folk også have lov til på forbindelsesvejen. Det er bare vigtigt, at folk husker at se sig for, da der indimellem stadig bliver arbejdet på vejen, siger Jens Heslop og tilføjer:
 - Her i juletiden er det jo passende at bruge vejen til nogle fysiske, familieaktiviteter efter de tunge julemåltider. Man kan f.eks. løbe om kamp eller spille en omgang floorball, hvis vi da ikke får noget julesne. Vejen er belagt med ny asfalt og er helt lige, så mulighederne er mange.

Forbindelsesvejen hedder Ny Hattingvej
Det er byrådet, som har besluttet, at vejen skal hedde Ny Hattingvej. Selve motorvejstilslutningen kommer til at hedde Horsens C.
 Maskinerne har gravet 100.000 kubikmeter jord væk for at kunne anlægge Ny Hattingvej. Det svarer til 100 mio. liter mælk. Der har samtidig været brug for 41.000 ton sand/grus. Det er den samme vægt som 43.900 biler af mærket VW Up.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!