Forfattere klar med ny festival



Sidst var det en hverdagsaften.
 - Ved at flytte festivalen til lørdag eftermiddag håber vi at lokke flere nysgerrige ind i butikken, når de har gjort deres indkøb på gågaden, siger Helle Nancke, boghandler og én af arrangørerne bag festivalen.
 Selv om sidste års udgave af Horsens Forfatterfestival var den første og i nogen grad et eksperiment, trak den pænt mange gæster til.
 - Men i november måned er Søndergade ret mørk om aftenen. Det er ikke mange, der tilfældigt kommer dryssende forbi på det tidspunkt – og da slet ikke familier med børn, forklarer journalist og forfatter Christian Rimestad, den anden af de tre arrangører.
 Så ved at flytte festivalen til dagtimerne får også børn og forældre mulighed for at møde en lokal forfatter uden at komme på kant med de anbefalede sengetider for mindreårige.
 Et par af de børnebogsforfattere, man kan møde til en snak, er Josefine Guldahl, der senest har skrevet bogen ”De seje superalfer”, samt tegner og illustrator Line Margareta Iversen, der har udgivet en stribe billedbøger om børn og deres liv på landet.
Horsens Forfatterfestival holder i øvrigt fast i at være en festival for lokale forfattere - store som små.
 - Hvis vi inviterer en kendt udenbys forfatter til at være med som trækplaster, risikerer vi, at han eller hun løber med en stor del af spotlyset, siger Claus Schjødt, selv forfatter og den tredje arrangør bag festivalen.
 - Og det ville være synd for især de knap så kendte lokale forfattere, som hos os får lidt ekstra opmærksomhed.
 Hvilket betyder, at Horsens Forfatterfestival igen i år byder på bøger og forfattere inden for et væld af genrer.
 Blandt andet vil der være interviews med den skønlitterære forfatter Claus Grymer og sexologen Anne Kjeldstrup.
 Carl Aksel Bech fra Bechs Forlag - Viatone vil fortælle om det lokale forlags succes med at udgive lydbøger af høj litterær kvalitet.
 Og skulle man selv have lyst til at udgive en bog, er der gode råd at hente hos selvudgiverforlaget Kahrius, som står bag udgivelsen af flere bøger fra lokale forfattere. Blandt andre de populære hæfter med årets bedste fra Horsens Folkeblads tegner Jens Julius, der også er med på festivalen.
 Lokalt er Annette Hoff kendt for sine bøger om bl.a. Boller Slot og Gehrdt de Lichtenberg, som byggede Lichtenbergs Palæ, det nuværende Jørgensens Hotel. Men hun er desuden forfatter til nogle spændende bøger om kaffens, teens og chokoladens Danmarkshistorie, som hun vil fortælle om på festivalen.
 - Det er det foreløbige program, fortæller Claus Schjødt.
 - Om en måneds tid er vi klar med hele programmet samt en liste over alle de lokale forfattere som deltager. Foreløbig har godt 20 tilmeldt sig, men mon ikke vi når op på mindst 30.
 I år bliver forfatterfestivalen desuden bakket op af Horsens Bibliotek, som i ugerne op til festivaldagen vil præsentere bibliotekets lånere for en del af de lokale forfattere.
 Horsens Forfatterfestival afholdes lørdag den 18. november kl. 15-18 hos Bog & idé, Søndergade 30, 8700 Horsens. Der er selvfølgelig gratis adgang.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024