Fuldt hus på Birkebo

Fuldt hus på Birkebo
01. 03 2018

Festsalen på Birkebo var onsdag aften rammen om en aften i privatbanernes tegn. Efter spisningen – karbonader med ærter og gulerødder efterfulgt af fløderand med kirsebærsovs – var der besøg af forfatter og foredragsholder Hardy Nikolajsen fra Vrønding, der fortalte og viste billeder fra de fire private jernbaner, som havde udgangspunkt i Horsens.
 Det blev en tur ned ad ”mindernes allé” for mange af tilhørerne, for næsten alle havde personlige erindringer om de populære privatbaner. Enkelte havde ganske enkelt arbejdet og boet på en af stationerne, andre havde familie med tilknytning til banen, mens en stor del havde brugt banerne under den daglige transport til og fra arbejde eller når man om søndagen skulle besøge onkel og tante i Ølholm, Bryrup eller Juelsminde.
 Det er allerede mange år siden, det sidste lokomotiv fra Horsens Privatbaner rullede i remise, men mindet om dem lever stærkt hos mange mennesker, der husker Bryrup Jens, Oddergrisen og alle de andre.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!