Gammel tradition genoptages i Gedved



Bag initiativet står Ole Lund Svendsen, der fortæller, at ideen har ligget og simret i flere år, men nu skal have substans.
 Kjørmes Knud har sin oprindelse i Kyndelmisse, en gammel katolsk helligdag, der også blev kaldt Mariæ Renselsesdag. Helligdagen blev afskaffet sammen med mange andre helligdage af Struense. Om det lige var af den grund, han tabte hovedet, ligger hen i det uvisse. Under alle omstændigheder kom Kyndelmisse aldrig tilbage som officiel helligdag; men i folkelivet og landsbysamfundene levede den videre og udviklede sig i forskellige lokale udformninger. Nogle steder kunne det godt gå ret vildt for sig; men som regel havde dagen en ganske pragmatisk betydning. Man var halvvejs igennem vinteren, og forrådet skulle gøres op. Der skulle helst være halvdelen tilbage, ellers måtte der gøres foranstaltninger for at få det til at strække.
 Fællesskabet tog affære i mange henseender. Der blev samlet almisse til de fattige og der blev besluttet hvilke veje, der skulle vedligeholdes og gruses, ligesom bytyren skulle inspiceres. Jo, der var mange gøremål at tage vare på ved Kyndelmisse.
 Kjørmesgildet var et meget synligt udtryk for de gamle landsbyfællesskaber. De var værdibaserede og nødvendige for opretholdelse af landsbyernes adfærd og velfærd. Det var dengang ikke så enkelt at træde udenfor; man var en del af fællesskabet på godt og ondt.
 Kjørmesgilderne var kun for mænd i deres bedste alder, bortset fra værtsstedet. Gode historier sammen med god (tung) mad, brændevin, øl og kortspil satte den uformelle dagsorden; men det var trods alt oldermandens pligt efter at have blæst i byhornet at redegøre for væsentlige hændelser i årets løb, ligesom protokollen (byskråen) skulle være ført, inden den blev overgivet til den nye oldermand sammen med staven, oldermandskæden og byhornet, der var dennes signier.
 Nu er der nok andre forhold at tage vare på; men der kan stadigvæk være god grund til at have en platform for samtaler og måske aftaler om det kommende års begivenheder. Det er i al fald Ole Svendsens intension, at modne mænd kan mødes i godt selskab og få en god snak og måske lave nogle aftaler om at få noget stort på benene det næste års tid. Mere vil han ikke røbe (udover at medlemmer af den agtværdige forening ”Gedved Marine Forening” ved forevisning af medlemskort vil modtage et gratis glas skibsøl) førend den 3. februar til Kjørmesgildet, der finder sted på Seminariet fra kl. 12 og et par timer frem.
 Om der kommer 5 eller 500 er underordnet, siger han, for man skal selv betale for Kjørmes Knud-mad (gule ærter med tilbehør), en god øl og kontingent, i alt 200 kr med bindende SMS-tilmelding til 2441 0329 senest den 31. januar.
Møder man ikke op, ved man ikke, hvad man går glip af; men de, der deltager, vil opnå førstefødselsretten med de privilegier, det kan blive til med tiden. 

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024