Glutenfri er ikke en magisk formel



(Arkivfoto)

Gluten er et protein i hvede, rug og byg, hvis ry er belastet. Mange forbrugere er villige til at betale i dyre domme for at undgå det, og mange fortæller gerne, at de har fået det meget bedre ved at undgå gluten. Måske skyldes det nye velvære, at de samtidig med kostomlægningen bare spiser meget mere frugt og grønt og meget mindre salt, sødt, fedt og blødt? Enhver kostomlægning vil kræve omhu og fokus, og det kan være kærkomment for kroppen, når vi stopper op og giver vores kostvaner et serviceeftersyn. Ofte behøver forbedringerne ikke være så drastiske som at udelukke gluten fra kosten.

Det er ingen fordel for kroppen at være på diæt. Det er heller ikke en fordel for en tarm, der ikke er diagnosticeret med sygdommen cøliaki, glutenallergi, at blive offer for mediernes og supermarkedernes bugnende udbud af artikler og hyldemeter af glutenfrie kiks, brød og pasta.

Gluten er hverken en magisk formel eller et giftstof. Gluten er et protein, der udgør 80 pct. af proteinerne i hvede, rug og byg. I hvede findes det som glutenin og gliadin, mens det i rug og byg findes som hhv. secalin og hordein. Glutenfrie produkter og diæt er derfor uden rug, hvede og byg og produkter heraf.

Det gælder bl.a. brød, pasta, kiks, mysli, kager og mange færdigretter. Nogle vælger også at undgå havre, da det kan være forurenet med hvede under dyrkningen. Trods det store udbud af glutenfrie varer og opskrifter, er det både besværligt og dyrt at leve glutenfrit.

Hvede, rug og byg er vigtige kilder til fuldkorn, prebiotika, kostfibre og en lang række andre sundhedsfremmende stoffer, der beskytter os mod sygdomme. Samtidig viser undersøgelser, at andelen af gode bakterier i tarmen nedsættes på en glutenfri diæt. Da de gode bakterier beskytter os og vores tarm mod visse typer af kræft, inflammatoriske lidelser og hjerte-karsygdomme, er det en meget uheldig og omfattende bivirkning.

Oplever du symptomer, som klart bedres på en glutenfri diæt, skal du selvfølgelig lytte til din krop og undgå det efter at have sikret dig, at det decideret er gluten, du reagerer på. Vær opmærksom på, at oppustethed, træthed, udslæt, fordøjelsesproblemer, mave-, led- og muskelsmerter ikke behøver have noget med gluten at gøre. Måske trænger din tarm tværtimod til, at du spiser masser af fuldkorn og får gang i væksten af en blomstrende tarmfauna.

Er du sikker på, at du får symptomer efter indtag af hvede, rug eller byg, er der bestemt belæg for at undgå disse kornsorter. Reaktionen kan dog også skyldes andre stoffer end gluten. Hvede, rug og byg indeholder stoffer, kaldet FODMAPs, som kan være problematiske for nogle, men disse stoffer har intet med gluten at gøre. Læs mere om FODMAPs i bøger herom.

På samme måde med laktose som er et sukkerstof i mælk. Mælk er en vigtig kilde til især mineralet kalcium, så vær sikker på, at det er laktose, din tarm har svært ved at nedbryde, før du tyr til alternative såkaldte mælkeprodukter. Soja-, ris- og havremælk bidrager langt fra med de samme næringsstoffer som komælk gør og kan i stedet puste til en latent allergi eller overfølsomhed, som gør ondt værre.

Af Anne W. Ravn, klinisk diætist og forfatter og foredragsholder

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024