GRO har sat rent drikkevand på dagsordenen

Rent vand i hanen er ikke en selvfølge. Horsens' grønne tænketank, GRO, har drøftet, hvordan fremtidens grundvand kan sikres. Foto: Horsens Kommune
Rent vand i hanen er ikke en selvfølge. Horsens' grønne tænketank, GRO, har drøftet, hvordan fremtidens grundvand kan sikres. Foto: Horsens Kommune
GRO har sat rent drikkevand på dagsordenen
10. 09 2019
Horsens' grønne tænketank - GRO - har givet en række anbefalinger til, hvordan fremtidens grundvand kan sikres. Der er grund til at være på forkant og gøre en ekstra indsats, hvis vi skal være sikre på, at fremtidige generationer også skal kunne åbne for hanen og få rent drikkevand.

Det er vurderingen hos GRO - "Grønne Ressourcer og Omstilling - Horsens' grønne tænketank", som har sat kommunens drikkevand på den politiske dagsorden. Medlemmerne af GRO har drøftet, hvordan kommunens drikkevandsressourcer sikres. Det er mundet ud i en række anbefalinger, som Plan- og Miljøudvalget har besluttet at arbejde videre med.

- Vi har i Horsens Kommune en god grundvandsressource, som giver os rent drikkevand i dag, og det vil vi gerne sikre, at borgerne også har fremadrettet. Derfor skal vi tage ansvar - ikke bare af hensyn til nutiden, men også af hensyn til de fremtidige generationer, siger Paw Amdisen, formand for GRO.

De seneste år har antallet af fund af pesticider i grundvandet været stigende både på landsplan og i kommunerne.

- Det viser, at der er et behov for at kigge på sikringen af grundvandet, og jeg er glad for, vi har sat emnet på dagsordenen, og at Plan- og Miljøudvalget nu vil arbejde videre med vores anbefalinger. Vi skal have høje ambitioner på det her område, og vi kan nu se frem til at få en mere ambitiøs plan for sikring af grundvandet, siger Paw Amdisen.

Vi skal forebygge

Anbefalingerne fra GRO handler i overskrifter om at reducere forbruget af grundvand, at bruge forsigtighedsprincip over for forurening med pesticider og at minimere forurening af fremtidens drikkevand. Forsigtighedsprincippet handler bl.a. om, at kommunen kan gå mere forebyggende til værks.

- Vi vil hellere forebygge end sætte gang i en indsats, når skaden er sket. Det handler om, at vi skal tage vores forholdsregler - særligt i de områder, som skal bære kommunens forsyning mange år fremover. Horsens Kommune fortsætter med at vokse, og flere borgere betyder et større behov for grundvand. Vi skal derfor stadig sikre, at vi bruger ressourcerne rigtigt, siger Paw Amdisen.

Paw Amdisen påpeger desuden, at det er en fælles indsats at værne om grundvandet. Som privat kan man bl.a. samle tag- og regnvand til havevanding og undlade at bruge sprøjtemidler i haven.