Helte med mod, vilje og nye erfaringer



Auditoriet på Learnmark Horsens summede af latter, glade stemmer og lykønskninger, da 23 nyuddannede erhvervsassistenter fra Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) i Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg torsdag den 21. december 2017 blev fejret af familie, venner og medarbejdere.
 Stemningen blev mere højtidelig, da Niels Yde, direktør for Learnmark Horsens, holdt dimissionstalen. Her gav han udtryk for, at han er særdeles stolt af de ny erhvervsassistenter, og at han nød at se glæden og stoltheden ved at have gennemført en uddannelse lyse ud af deres øjne.
 - I har erfaret, at hårdt arbejde, mod og vilje kan give nye erfaringer og muligheder. Gennem undervisningen på KUU og erhvervstræningen i virksomhederne er I blevet tanket op med tillid til og tro på egne evner. I har på trods af modstand, tvivl og følelsesmæssige jordskælv undervejs formået at bestige det stejle bjerg foran jer, sagde Niels Yde til erhvervsassistenterne.

Heltene fra KUU
Senere sammenlignede direktøren dem med helte som fx Luke Skywalker fra Star Wars, der må bekæmpe ondskaben i enhver intergalaktisk afskygning. I Star Wars-dramaet handler det først og fremmest om at kæmpe og at blive ved på trods af svære betingelser. Luke er en vaskeægte helt. Han er modig, dristig, eventyrlysten og kæmper for det, han tror på. Han har en plan, som han forfølger og gennemfører.
 - Det er lige præcis det, I har fået gennem KUU. I er også blevet modige, dristige og eventyrlystne, og I har på et bevidst grundlag lagt en plan for jeres fremtid. Det er supersejt, og det gør, at I i dag har opnået heltestatus, understregede han.
 13 ud af de 23 nye erhvervsassistenter fortsætter på en erhvervsuddannelse, men de øvrige fortsætter i job eller andre uddannelsestilbud.

Stærk elevtale
Nyuddannet erhvervsassistent Kenneth Runge holdt tale til eleverne. Det var en tale, der både berørte og opmuntrede dimissionsdeltagerne.
 - Efter en prøveeksamen lagde jeg mig træt og tappet for energi på min seng. Jeg lå og hørte musik og tænkte på, hvad KUU har lært og betydet for mig. Jeg har lært at turde prøve noget nyt, og at gøre noget selvom jeg er bange for det. Jeg har oplevet, at der er mange andre måder at lære på end ved at læse i en bog, og så har jeg lært mig selv meget bedre at kende og at vise, hvem jeg er – uden filter, fortalte Kenneth Runge.
 Han fortalte om sin taknemmelighed over for sine kontaktlærere, der hjalp ham, når han havde det allersværest.
 - Der er et ord, vi nok siger for lidt. Vi mener det, men siger det ofte ikke til vores lærere, kontaktpersoner, venner, arbejdskolleger og familie, når de går en ekstra mil for at hjælpe os. Og det er tak, sluttede Kenneth Runge sin tale.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024