HHX-elever og erhvervsfolk konkurrerede i virksomhedsdrift



Det handler om at vælge den rigtige strategi, hvis man vil have succes med den virksomhed, man driver. Det erfarede 3. g-eleverne på Learnmark Gymnasium HHX, da de sammen med lokale erhvervsfolk deltog i virksomhedsspillet Business Combat.
 I spillet skulle hvert hold, der bestod af både HHX-elever og lokale erhvervsfolk, drive en fiktiv virksomhed, som skulle sælge droner til private forbrugere. Gennem otte spillerunder skulle deltagerne konkurrere om at få det største akkumulerede resultat. Undervejs skulle de blandt andet forholde sig til udefrakommende hændelser og konkurrenternes dispositioner.
 Efter fire koncentrerede spilletimer var både elever, erhvervsfolk og undervisere enige: Det havde både været sjovt og lærerigt at udveksle erfaringer og teorier om, hvordan man bedst driver en virksomhed.

Lærerigt samarbejde på tværs
Spilledagen blev sponsoreret af de lokale afdelinger af EY og Jyske Bank, som havde et mål om at bringe det lokale erhvervsliv tættere på Learnmark Horsens. Det lykkedes ifølge Morten Klarskov Larsen, som er statsautoriseret revisor hos EY i Horsens.
 - BusinessCombat var et sjovt event, hvor vi fik lov at prøve kræfter med at drive en virksomhed og skabe profit. Samarbejdet med HHX-eleverne gav anledning til en god debat, og beslutningerne blev taget ud fra en kombination af de unges nyligt lærte teori og vores praktiske erfaringer. Samarbejdet på tværs var lærerigt for begge parter, og vi fik alle brugbare erfaringer med fra spillet. Dagens vinder havde valgt den rigtige strategi fra starten, og det gav sig udslag gennem hele spillet – en erfaring, som vi kan tage med os, når vi skal rådgive kunder i fremtiden, siger Morten Klarskov Larsen.

Mærkede konsekvenser af beslutninger
Cecilie Outzen og Lasse Lund var på hvert sit hold i BusinessCombat, og de fik begge meget ud af at arbejde sammen med de lokale erhvervsfolk.
 - Vi gik alle op i spillet, og det var lærerigt at mærke konsekvenserne af de beslutninger, vi tog. Vi mærkede også, hvor meget ændringer i samfundet betyder for en virksomheds drift. Tiden gik hurtigt, fordi vi hele tiden havde deadlines, vi skulle overholde, fortæller Cecilie Outzen, som var på det vindende hold, der bestod af fem HHX-elever og Ivan Lyhne fra Jyske Bank.

Virkelighedsnært spil
For Lasse Lund var det viden om, hvordan man læser og analyserer markedet, der var det mest lærerige i spillet.
 - Det handlede om at lægge en god strategi fra starten og tage de rigtige beslutninger. Vi lavede blandt andet budget og forkalkulationer for at have det bedste grundlag for vores beslutninger. Det var lige som at drive en virksomhed i virkeligheden, derfor tog vi i min gruppe heller ikke så mange risici, siger Lasse Lund.
 Underviser Louise Thulstrup Pedersen kunne i løbet af spilledagen iagttage gruppernes samarbejde, lytte til de faglige diskussioner og følge udviklingen i de forskellige virksomheder. Hun tilslutter sig de positive udsagn om dagen.
 - Det har været en fantastisk dag, og det var dejligt at se, hvordan erhvervsfolkene og vores elever samarbejdede og sparrede i forhold til strategier og drift af virksomhed. Vores elever fandt ud af, at det teoretiske, de lærer her på skolen, også anvendes i virksomhederne, og at de kunne inspirere og udfordre erhvervsfolkene, understreger hun.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024