Holstebro vinder prisen som Årets Idrætskommune 2013

Holstebro vinder prisen som Årets Idrætskommune 2013
04. 01 2014
Holstebro Kommune gik i 2013 forrest på idrætsområdet og er derfor kåret til Årets Idrætskommune.

Fleksible idrætstilbud til voksenmotionister, facilitetsforbedringer for teenagere og styrkelse af foreningsidrætten i et socialt belastet boligområde er tre eksempler på, hvorfor Holstebro Kommune kunne lade sig hylde som Årets Idrætskommune 2013 på DR’s gallashow ’Sport 2013’ i Herning.

”Holstebro Kommune er et foregangseksempel til efterfølgelse for andre kommuner, når det handler om prioritering af den organiserede idræt. Det er en kommune, hvor idrætspolitik ikke er et fremmedord, men noget man dagligt arbejder med på et både strategisk og praktisk niveau,” siger formand for DIF, Niels Nygaard, og fortsætter:

”Der er handling bag ordene i Holstebro Kommune, når det drejer sig om at skabe bedre vilkår for både idrætsudøvere og de mange tusinde idrætsfrivillige. Det viste sig fx i 2013 ved, at der blev ansat flere medarbejdere i kommunen på idrætsområdet, der blev skabt bedre og flere idrætsfaciliteter, og der blev igangsat konkrete idrætsprojekter, som målrettes voksenmotionister, teenagere og socialt udsatte børn.”

Holstebro Kommunes særlige idrætsindsatser
Udover det generelle arbejde med at styrke idrættens vilkår, så bør fire særlige indsatser i 2013 fremhæves, som afgørende for, at Holstebro Kommune kan kalde sig Årets Idrætskommune:
Holstebro Kommune har styrket idrættens administrative kompetencer i forvaltningen med ansættelse af tre nye medarbejdere.
Holstebro Kommune har erhvervet sig FitDeal, som udbyder fleksible og uforpligtende foreningsidrætstilbud til voksenmotionister.
Holstebro Kommune har skabt gode rammer for teenagere gennem forskellige facilitetsforbedringer og udviklet dem i samarbejde med teenagerne.
Holstebro Kommune har styrket foreningsidrætten i boligområdet ”Trekanten”, så alle børn og unge uanset etnisk baggrund har mulighed for at dyrke idræt.
 

Om prisen
Det er DIF’s bestyrelse, der udpeger Årets Idrætskommune, som ud over æren får 200.000 kr. til et idrætsprojekt i kommunen. Ud fra de indkomne indstillinger blev Roskilde, Skive og Holstebro nomineret til prisen i 2013.
Kriterierne for at blive Årets Idrætskommune er blandt andet, at kommunen:
sætter nye standarder enten i form af omfang, rækkevidde eller finansiering
adresserer udfordringer, der rækker udover kommunens egne grænser
tilgodeser det lokale foreningsliv
finder nye løsninger til idrætspolitiske udfordringer

Tidligere vindere af prisen Årets Idrætskommune:
2006: Fredericia Kommune
2007: Ballerup Kommune
2008: Svendborg Kommune
2009: Gentofte Kommune
2010: Høje-Taastrup Kommune
2011: Viborg Kommune
2012: Aalborg Kommune