Horsens Kommune skal have ny teknisk direktør

Jens Heslop
Jens Heslop
Horsens Kommune skal have ny teknisk direktør
29. 11 2018
Direktør i Horsens Kommunes teknik- og miljøafdeling, Jens Heslop, har fået nyt job. Pr. 1. januar 2019 tiltræder han som teknisk direktør i Randers Kommune.

Jens Heslop har været ansat i Horsens Kommune i knap syv år – heraf de seneste fire år som vicedirektør og direktør – og han har nu valgt at søge nye udfordringer i byen ved Gudenåens udmunding.

Jeg har efter nogle rigtig gode år i Horsens Kommune valgt at skifte til Randers Kommune, og jeg vil gerne understrege, at jeg har været utrolig glad for mit arbejde i Horsens og de mange spændende opgaver, der er i en kommune i så voldsom vækst som Horsens. Jeg har nydt hvert sekund, jeg som direktør eller vicedirektør har stået i spidsen for den dedikerede, yderst kompetente og sprælske medarbejderflok, der er i Teknik og Miljø. For mig at se har cocktailen af medarbejdere og ikke mindst politiske visioner og risikovillighed været afgørende for, at kommunen er det sted, den er i dag, siger Jens Heslop.

Han tilføjer, at Randers også er i de store projekters tid.

Så jeg glæder mig til at tage hul på arbejdslivet i Randers Kommune, hvor der venter et væld af nye spændende opgaver og store og ambitiøse projekter, siger Jens Heslop.

Borgmester Peter Sørensen er ked af at skulle sige farvel til sin tekniske direktør.

Jens Heslop har i en årrække været direktør for et område præget af en enorm aktivitet. De mange store bygge- og vejprojekter og den store aktivitet på plan- og miljøområdet i det hele taget, har krævet maksimalt af både ledelse og medarbejdere, og Jens Heslop har gennem alle årene ydet en fantastisk indsats. Jeg er selvfølgelig ked af at skulle tage afsked med Jens, men jeg sender ham en meget stor tak for hans indsats og ønsker ham alt muligt godt i Randers, siger Peter Sørensen.

Horsens Kommune skal nu i gang med at finde en ny teknisk direktør, og det forventes at kunne være på plads i løbet af foråret 2019.