Horsens kræmmermarked 2018

Horsens kræmmermarked 2018
28. 07 2018

Dyrskuepladsen i Horsens er stor men når næsten 250 kræmmerboder slås op, bliver der lidt trangt. Pladsen er som et overflødighedshorn fyldt med effekter, varer, smådyr, madboder, tivoli og telte med underholdning – her er noget for enhver smag og for alle aldre.
 Deres udsendte havde besluttet at møde tidligt ind, inden sommervarmen blev for intens og mens man stadig kunne komme frem mellem boderne. Men på sådan en lørdag formiddag i industriferien havde mange familier fået den samme gode idé og pladsen summede af liv, og handlen kom hurtigt i omdrejninger.
 Over pladsens opstillede højtalere fik vi at vide, at Futten, det lille tog på pladsen gav gratis ture for børn og barnlige sjæle. Denne opfordring skulle selvfølgelig efterleves og turen rundt på pladsen, op og ned ad de smalle gader mellem boderne, er den rigtige metode, når man skal danne sig et overblik over de mange muligheder på pladsen.
 I år havde beredskabsstyrelsen indskærpet at der ikke måtte bruges kulgrill på pladsen, samt at rygning i teltene heller ikke var tilladt og af samme grund var der opstille dobbelt så mange askespande og slukningsudstyr i alle bodgaderne.
 Hvis du skal på dyrskuepladsen så husk at afsætte masser af tid, da der er meget at opleve og se. Deres udsendte nåede ikke at se alt det som overflødighedshornet kunne tilbyde og kom hjem med kameraet fyldt med billeder og hovedet proppet med dejlige indtryk fra den gamle dyrskueplads i Horsens.
kildall

https://www.facebook.com/OestbirkAvisOestjydskAvis/videos/1800662340029202/

 

https://www.youtube.com/watch?v=QpD-PMhY-FY&t=3s