Horsens spiller dansk og patruljen rykker ud

Horsens spiller dansk og patruljen rykker ud
09. 10 2017

Traditionen tro byder Horsens op til dansk, når Spil Dansk Ugen i uge 44 indtræffer. Her fejres dansksproget musik hele ugen og netop i den anledning, rykker den dygtige Spil Dansk Patruljen atter ud.
 Ja, det må efterhånden klassificeres som værende en solid tradition, at Horsens følger det nationale Spil-dansk-tiltag trop, hvor danskproduceret musik hyldes. De seneste år har rigtigt mange horsensianere frivilligt arrangeret Spil dansk arrangementer rundt omkring i Horsens og opland, der på hver sin originale facon har fejret den danske musik til fulde. Planlægningen til dette års hyldestuge er da også allerede i gang og de første arrangementer er allerede på plads.

Tilmeld dit arrangement
Også dit arrangement kan blive en del af programmet. Det eneste dét kræver er, at tilmelde begivenheden.
 Patruljen, der er et orkester bestående af yderst dygtige lokale musikere, har tidligere henrykket på diverse arbejdspladser i Horsens og i nærområdet. Det er med godt humør, entusiasme og ikke mindst et herligt repertoire af dansk musik, at patruljen akut rykker ud med små koncerter det meste af torsdag den 2. november. En sådan ”ambulant” musikalsk pop-up-oplevelse kan blive din. En koncert varer mellem 20 til 30 minutter og er helt og aldeles gratis. Arrangørerne vil efter bedste evne behandle så mange henvendelser som muligt, efter først-til-mølle-princip.
 Spil Dansk ugen ligger altid i uge 44, hvor torsdag den 2 november er Spil Dansk ugens svar på juleaften, nemlig Spil Dansk dagen.
 Hvis du ønsker en koncert med Spil Dansk Patruljen eller tilmelde et Spil dansk arrangement, kan du skrive til Nicolas Aasberg, Kultur og Eventafdelingen, Horsens Kommune på mail niaa@horsens.dk tlf. 76292313.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!