Horsensianere fortæller lysende historier i ny kampagne

Horsensianere fortæller lysende historier i ny kampagne
21. 05 2018
Horsens Fortæller er en ny kampagne, hvor horsensianere deler personlige historier om fællesskab, venskaber, frivillighed og modet til at sætte store mål

For seks år siden besluttede Lotte Sommer fra Søvind at lave et kvindeløb for sine tre veninder. Den plan gik overhovedet ikke som ventet. Over 100 kvinder tilmeldte sig nemlig løbet det første år, og sidste år fik 350 løbeglade kvinder glæde af Søvinds smukke løberuter. Kun fordi alle i Søvind bakker op om projektet og træder til som frivillige.
 Lotte Sommers historie er én af de fortællinger, som kampagnen Horsens Fortæller deler i Horsens’ bybillede og på de sociale medier fra den 23. maj. Som afsender står Horsens Kommune:
 - Horsensianere har et særligt DNA, og det skinner tydeligt igennem i kampagnes historier. Her fortæller almindelige horsensianere nemlig, hvordan de hjælper hinanden i hverdagen, skaber nye arbejdspladser og opbygger fællesskab i deres lokalmiljø, fortæller borgmester Peter Sørensen.

Personlige historier knytter os sammen
I kampagnen fortæller alle fra direktører og iværksættere til frivillige, børnehavnebørn og lokale ildsjæle om deres hverdag og hvad, der betyder noget for dem.
 - Når vi deler vores personlige historier, inspirerer vi hinanden. Vi vil med kampagnen vise vores stærke fællesskab, som vi alle er med til at skabe. Og så gør det ikke heller ikke noget, hvis vi spreder lidt godt humør og velfortjent stolthed, siger Peter Sørensen.
 Oplev Horsens Fortæller-kampagnen i Søndergade i Horsens fra den 23. maj-18.juni og på fortael.horsens.dk.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!