HOVEDGÅRD: God opbakning fra foreninger til multihal

GHT med deres flotte bidrag
GHT med deres flotte bidrag
HOVEDGÅRD: God opbakning fra foreninger til multihal
03. 02 2019
Allerede inden indsamlingen af midler til den nye multihal Hovedgård er rigtig begyndt, har man modtaget flere flotte og store beløb. Indsamlingsgruppen har sendt avisen nedenstående:

Vi er rigtig glade fra hallens side for, at de lokale foreninger bakker op om den nye multihal. De første to foreninger har allerede nu doneret hver 50.000 kr. til den nye multihal. Det er GHT Håndbold og Hovedgård Badmintonklub. Det er fantastisk dejligt med den opbakning.

Vi kan samle håndbolden og styrke fællesskabet

For GHT Håndbold betyder den nye multihal blandet andet, at klubben får mulighed for at samle alle hold i Hovedgård og have træning i to haller ad gangen og derved styrke fællesskab og samvær. I dag er der pga. pladsmangel flere af seniorholdene i GHT, der må træne i nabobyer.

- GHT ser multihallen som omdrejningspunkt for alle byens borgere og foreninger. Et sted der kan samle byen, hvor man kan mødes på tværs af interesser og generationer. Et sted, hvor man kan dyrke fællesskabet og skabe gode rammer for alle, hvad enten man dyrker idræt, musik eller deltager i sociale arrangementer, siger formand for GHT Håndbold Søren Kristian Hansen.

Udover donationen på 50.000 kr. vil GHT Håndbold også gerne afholde et klubarrangement til fordel for hallen senere på året. Arrangementet bliver for alle borgere i Hovedgård og omegn og ikke kun for medlemmer af GHT Håndbold.

Helt nye muligheder for Hovedgård badminton

For Hovedgård Badmintonklub betyder den nye multihal bedre faciliteter og bedre rammer for det aktive badmintonmiljø for såvel ungdom som seniorer i klubben. Et miljø som skaber smil og sammenhold på tværs af aldre. I Hovedgård Badminton er der plads til alle.

- Hovedgård Badminton ser også, at en multihal vil give medlemmerne mulighed for at supplere deres badmintontræning med f.eks. fitness, styrketræning eller spinning. En multihal vil ligeledes være et centralt samlingspunkt for byen og medvirke til at skabe rammerne for et fortsat aktivt ungdomsmiljø med fokus på det sociale ved idræt og motion, udtaler Lasse Stæhr, formand for Hovedgård badmintonklub.

- Foreningerne har været involveret hele vejen i processen de sidste 5 år. Vi har bestræbt os på at udvikle en multihal, som matcher borgernes og foreningernes behov, og det synes jeg i høj grad, at vi er lykkes med. Og så er det bare ekstra dejligt at to store foreninger som badminton og håndbold giver et stort bidrag til den nye multihal, siger Lene Henriksen, tovholder for multihalprojektet.

Det lokale erhvervsliv bakker også op

Det er også dejligt at kunne fortælle, at den første virksomhed nu har støttet multihallen med 10.000 kr. Det er det lokale tømrerfirma Middelbo, som lægger stor vægt på høj kvalitet, klar kommunikation og tilfredse kunder.