Integration



”Når vi skal hygge os i vores familie, ser vi Matador og jeg tror, jeg selv har set den 20 gange”.
 Omtrent sådan startede Statsminister Lars Løkke Rasmussen sin nytårstale den 1. januar 2017.
 Jeg deler dog ikke hans glorificerende glansbillede af den danske dagligdag, da vi har massive indvandrerproblemer med skyderier i gaderne, bander, svindel, voldtægter og ikke mindst terror til følge.
 Jeg har også set Matador et utal af gange, og jeg vil derfor forsøge mig i Matador termer på Statsminister-niveau.
 Vi springer til slutningen af Matadors afsnit 15, hvor Statsministeren må være faldet i søvn. Her træder seriens hovedrolle Mads Andersen Skjern i karakter. Han udtaler klart og tydeligt og i stærk præference til hans ultra-religiøse søster, at man ikke skal komme og bringe ufred i hans hus.
 Ud fra Statsministerens begejstring i at sammenligne Matador med dagligdagen, vil jeg opfordre ham til at træde i karakter og smide ultra-religiøse kræfter samt skydegale bandemedlemmer på porten. Også på trods af at de europæiske menneskerettighedskonventioner måtte mene noget andet. Vi skal huske på, at disse konventioner kun har karakter af hensigtserklæringer, som folketinget han udtræde fra, hvis de vil. Intet land kan jo forpligtes til at følge konventioner, der skaber uro inden for landets grænser.
 Ydermere bør man have en diskussion om, hvorvidt de demokratiske spilleregler, som Danmark er bygget op omkring, skal gælde alle eller om, som de førnævnte religiøse mørkemænd fra eks. Grimhøjmoskeen, Kaldet til Islam og Hizb-ut-Tahrir, kan stå udenfor. Skal man kunne bruge demokratiet til at bekæmpe demokratiet? Nej. Jeg mener det ikke.
 Hvis man vil leve under Danmarks demokratiske beskyttende vinger, samt have retten til den danske velfærd, kræver det efter min mening, at man lader sig integrere i Danmark og her er det ens eget forbandede ansvar, om hvorvidt man vil integrere sig eller ej.
 Og nej, det er ikke alle der sviner, svindler, voldtager og dræber, men en ret stor andel gør. Dette begrunder jeg med, at man altså ikke nødvendigvis er godt integreret blot fordi, man ikke kaster sten efter bybusserne oppe i Gellerup, ej heller fordi man undlader at melde sig ind i en af alle de gadebander, der skyder hurtigere op end byldepest.
 Nej en god integration forudsætter, at man lærer sproget, bidrager positivt til det danske samfund og betaler skat af pizzafortjenesten. Undlader socialbedrageri og i det hele taget, at man vil Danmark, og ikke blot holde fast i en middelalderlig kulturel baggrund, der ligger milevidt fra den danske.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024