Iransk kunstner udstiller fotokunst i KUBEN



”Du vil knække, du vil gå i opløsning, du vil blive ladt alene. Men det kan være en ny start på en ny version af dig!"

Med disse ord indleder den iranske fotokunstner Hemad Nazari sin udstilling "Abandonment", som den kommende tid kan opleves i KUBEN i Horsens. Udstillingen består af 12 værker, som er yderst aktuelle i en tid, hvor kulturlivet ellers er sat midlertidigt på pause og henvist til stuerne derhjemme. Hemad Nazari har nemlig udvalgt værkerne med tanke på den situation, som hele verden befinder sig i lige nu:

- Oprindeligt havde jeg en anden udstilling i tankerne til KUBEN, men med den nuværende situation i hele verden, virker udstillingen "Abandonment" endnu mere aktuel og relevant at præsentere fortæller Hemad Nazari og fortsætter:

- Jeg er utrolig fascineret af verden og folkene omkring mig, og billederne i udstillingen er en refleksion over de tanker og bekymringer, jeg oplever og observerer, når jeg rejser rundt. Udstillingen "Abandonment" viser en række øjensynligt ensomme mennesker fra forskellige steder, byer og lande - og på den måde spejler den meget godt de øde og næsten mennesketomme byer og samfund, vi oplever i disse dage i kølvandet på den verdensomspændende Corona-virus.

Prisvindende fotokunstner

Hemad Nazari er oprindeligt fra Iran, men bor og studerer lige nu i Danmark. Han har de sidste 10 år rejst verden rundt for at fange folks liv og historier med kameraet. Hemad Nazari har tidligere vundet en række internationale fotokonkurrencer, heriblandt Nikon (2014), Magnum (2015) og HIPA (2016).

Hemad Nazaris værker har været vist i en lang række internationale publikationer, bl.a. New Yorker, National Geographic og The Telegraph. Udstillingen i KUBEN er Hemad Nazaris første fotoudstilling i Danmark.

Kultur på nye måder

Det er MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats, som står bag udstillingen med den iranske fotokunstner. Mens store dele af det horsensianske kulturliv er sat på pause i disse dage, spreder MÆRK Byen lige nu kulturoplevelser hjemme i stuerne med kultursatsningen "MÆRK Byen derhjemme".

KUBEN er dog stadig aktuel som kultursted i disse dage, da der hér er mulighed for at få en 1-til-1 kulturoplevelser i byens rum uden at skulle forsamles i store grupper eller i et lille udstillingslokale.

- I en tid som denne, er KUBEN et sted, hvor vi har mulighed for at skabe kulturoplevelser til horsensianerne uden at opfordre til større forsamlinger. Derfor giver det også rigtig god mening at holde fast i Hemad Nazaris fotoudstilling - så man på sin gåtur gennem byen kan få en lille "live" kulturoplevelse med på vejen. Vi opfordrer dog stadig til, at vi passer på hinanden og viser hensyn. Så hold afstand og giv hinanden plads, når I kigger forbi fotoudstillingen, fortæller projektkoordinator Henriette W. Ipsen.

Udstillingen kan opleves i KUBEN fra 8. april til 31 maj. Udstillingen kan opleves udefra, og hele døgnet rundt. Vi opfordrer til, at alle følger myndighedernes anvisninger for at beskytte sig selv og andre mod at sprede smitte med Corona-virus. Vis hensyn og hold god afstand, hvis der er andre publikummer, når du kigger forbi KUBEN.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024