Jan Gintberg samler kæmpehold af komikere i Horsens

Jan Gintberg samler kæmpehold af komikere i Horsens
11. 04 2019
Komiker og tv-vært Jan Gintberg har samlet et hold af sine allerbedste komikerkumpaner til et kæmpe velgørenhedsshow i Horsens til maj. Lokale virksomheder har gavmildt bidraget til at showet kunne realiseres, og nu starter billetsalget til ’Grin – i en god sags tjeneste’, hvor hele overskuddet går til Røde Kors.

Man siger, at latter er den bedste medicin. Og at penge taler. Komiker og tv-vært Jan Gintberg bruger begge dele i sit arbejde som Røde Kors-ambassadør ved at stable et massivt comedy-show på benene på Horsens Ny Teater den 22. maj.

Sammen med blandt andre Brian Mørk, Rune Klan, Christian Fuhlendorff, Carsten Bang, Geo og Thomas Warberg går Jan Gintberg på scenen i Store Sal med showet ’Grin – i en god sags tjeneste’ og bruger humor til at samle penge sammen til Røde Kors’ arbejde for de svage og udsatte.

I dag skydes billetsalget i gang officielt, og publikum kan se frem til at få motioneret lattermusklerne med god samvittighed.

Sammen om at skabe en sjov aften

Alle aftenens komikere har sagt ja til at optræde uden betaling, ligesom Horsens Ny Teater har stillet scene, teknik og mandskab til rådighed for Jan Gintberg og holdet bag.
Og så er ’Grin – i en god sags tjeneste’ ikke mindst blevet en realitet på grund af den store lokale opbakning, der har været til arrangementet. Flere virksomheder i Horsens-området har hver især gavmildt doneret til projektet og sørget for, at der overhovedet kunne laves et show. Og det er arrangøren ret så ydmyg over.

”Vi lovede virksomheder, at hvis de donerede, så ville de andre komikere og jeg forberede jokes og undervejs i showet svine dem godt og grundigt til fra scenen. Og der er så åbenbart en hel del mennesker i Horsens, der vil betale for den slags,” siger Jan Gintberg.

”Ej. En kæmpe tak skal lyde til de lokale folk, der har hjulpet os her. Uden dem ville showet ikke være blevet til noget overhovedet. Nu glæder vi os bare helt vildt til at komme ud og underholde,” slutter komikeren.

Billetsalget til ’Grin – i en god sags tjeneste’ er netop startet, og du kan se, hvordan du får fat i billetter til showet på Horsens Ny Teaters Facebook- eller hjemmeside.

Line-up*

Jan Gintberg, Carsten Bang, Omar Marzouk, Rune Klan, Thomas Warberg, Brian Mørk, Daniel Lill, Geo, Christian Fuhlendorff.

*Der tages forbehold for ændringer i aftenens opstilling.