Jane & Shane i Gedved



”Deres udstråling må gøre en koncert meningsfuld – selv for døve!” (Niels Hausgaard)

De to medlemmer af den engelske/irske duo Jane & Shane har siden de mødte hinanden for over ti år siden skabt magiske øjeblikke for deres koncertpublikum og forført med deres tryllebindende spilleglæde på scenen. Engelske Jane Clark (violin og vokal) og irske Shane Donnelly (vokal, guitar og bodhrán) har deres musikalske afsæt i den irske/britiske folkemusik. En musiktradition der har præget dem siden barnsben, og som derfor ligger dybt forankret i deres personlighed og musikalske stil. Når de går på scenen, er deres energi og ubetingede tilstedeværelse så overbevisende og intens, at det er umuligt ikke at lade sig rive med og føle musikkens energi forplante sig i krop og sjæl.

Duoen mødte hinanden i København tilbage i 2000, og Danmark har siden da dannet rammen om deres musikalske aktiviteter. De brød for alvor igennem, da sangeren og satirikeren Niels Hausgaard i 2003 inviterede dem med i sit show og med ordene "Engelske Jane og irske Shane er ikke bare gode musikere og spillemænd; de er begavede underholdere i absolut særklasse”, erklærede sin fascination af duoens musik- og scenekvaliteter.

Siden gennembruddet i 2003 har Jane & Shanes karriere accelereret med ekspresfart, og de har efterfølgende trukket fulde huse ved de mange koncerter, de har spillet rundt omkring i Danmark. Også på deres 3 albumudgivelser – senest ”Smile” fra 2010, hvor de krydrer den traditionelle irske/britiske folkemusik med en jazzet sound - er deres kendetegnende engagement smittende.

Også DR har haft øje for duoens store scene- og musikkvaliteter og de blev derfor inviteret til at spille ved de traditionsrige Ledreborg Slotskoncerter i sommeren 2009 sammen med DR’s Underholdningsorkester og i 2013 spillede de 9 nytårskoncerter med Danmarks Radios Underholdningorkester rundt om i Danmark.

I april 2013 turnerede de for første gang med John Sheahan fra den legendariske gruppe The Dubliners. Jane Clark har ofte været inviteret til at spille med dem både i ind- og udland.

Jane & Shane – irsk/britisk folkemusik – spiller på Seminariet i Gedved fredag d. 22. februar kl. 20.00. Billetter kan købes på musikhus-gedved.dk pris medl./ikke medl.: 170 kr./195 kr. Koncertbuffet bestilles på tlf.: 20 27 52 27

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024