Jazz i landsbyen

Doc Houlind Revival på ”Møddingen” 2014. Foto: bogo
Doc Houlind Revival på ”Møddingen” 2014. Foto: bogo
Jazz i landsbyen
13. 07 2015
Tåning Jazz Festival bliver forhåbentlig begyndelsen til en tradition, når festivalen 2. august går i 2. udgave

Landsbyen Tåning syd for Skanderborg vil genlyde af glad traditionel jazz søndag den 2. august, når Poul Bjerregaard Thomsen afvikler Tåning Jazz Festival 2015. Forhåbentlig er det begyndelsen til en tradition.
 To orkestre optræder: Jesper Thilo med Kansas City Stompers og Doc Houlind Revival All Stars.
 - Michael Carøe kommer også et smut forbi på dagen, siger Poul Bjerregaard Thomsen - Carøe vil synge et par Frank Sinatra numre i bedste ”good old blue eye” stil.
 Scenen er som i 2014 ”møddingen” på Tåning Overgård, som er Poul Bjerregaard Thomsens fødehjem.
 - Jo, festivalpladsen er skam gårdens gamle mødding. Men bare rolig – den er ryddet for årtier siden og bliver et pragtfuld sted, med scene, telt, vogne med mad og drikke og såmænd også en lounge. Hertil kommer en pragtfuld udsigt mod Mossø, forklarer arrangøren af jazzfestivalen.
 Poul Bjerregaard Thomsen er Tåning-bo – og europæer. Fra 1. januar 2014 vendte han tilbage til Danmark efter 35 år i Bruxelles, og er nu ansat ved EU-Kommissionens repræsentation i Danmark, hvor han arbejder med kommunikation og events.
 Hver weekend er han hjemme på gården, hvor hans 98-årige mor stadig bor. Mens han arbejdede i Bruxelles, var han regelmæssigt hjemme – dog ikke hver uge! Og fra Bruxelles har han været med til at skabe liv i den lille landsby. For nogle år siden skaffede han f.eks. fhv. EU-kommissær Henning Christophersen som foredragsholder i Forsamlingshuset.
 Stadig i det lokale forsamlingshus har han haft Anders Errboe og nu afdøde Jesper Klein til at optræde med deres Ø-Duo.

Hovednavnene
Jesper Thilo med Kansas City Stompers kl 12.00 og Doc Houlind Revival All Stars, som står på scenen fra kl. 16.00, er hovednavnene.
 Orkestret blev dannet i 2002 af Søren ”Doc” Houlind. Forinden havde han spillet trommer hos Papa Bue og Lillian Boutté, men skiftede nu til trompet og vokal. Doc Houlind Revival All Stars har spillet herhjemme ved festivaler, i jazzklubber, kirker, kulturhuse og mange andre steder.  På udenlandske festivaler er orkestret også et solidt navn. Ja, renommeet når helt til New Orleans, hvor Søren Houlind som helt ung studerede trommer. Her er han regelmæssigt vendt tilbage for at hente inspiration og for, sammen med sit orkester, at optræde.
 Kansas City Stompers er Danmarks ældste, professionelle jazzband med mere end 60 år i det danske jazzliv og mere end 40 lp/cd indspilninger bag sig. Kansas City Stompers sammensættes af superprofessionelle, danske musikere og solister og er et traditionelt jazz- og New Orleans band, men spiller også gerne dixieland, swing, mainstream og big band.
 Navnet Kansas City Stompers har først og fremmest skullet borge for musikalsk kvalitet - mens den årelange popularitet også skyldes at bandet aldrig har aldrig rynket på næsen af, hvad der nu var populært hos publikum. ”Underholdning med stil”, er det prædikat nogen har givet Kansas City Stompers.
 Gennem årene har Kansas City Stompers været arbejdsplads for en lang række af de bedste musikere i Danmark - og da det gik hedest til, spillede Kansas City Stompers op mod 350 koncerter om året. Dette lod sig da også kun gøre - fordi bandleader Niels Abildgaard, gerne havde flere ensembler af samme navn på landevejen samtidigt. Det er nemlig ikke navnet på den enkelte musiker der gør Kansas City Stompers - men det musikerne spiller. Sammen!
 I besætningen har man kunnet finde gode kræfter som Alex Riel, Bo Stief, Peder Kragerup, Niels Stuart og Svend-Erik Nørregård - mens vokalen bl.a. er blevet varetaget af Sanne Salomonsen, Gitte Hænning, Birgit Lystager, Daimi, Otto Brandenburg og LillBabs.
 Idag hedder sangerinden Rikke Mølgaard, der ikke er med i ”Tåning-udgaven”, der har Jesper Thilo og Søren ”Doc” Houlind i besætningen samt en flok professionelle musikere som tilsammen vil de gøre hvad de kan for at leve op til de stolte traditioner for varemærket Kansas City Stompers.

Overskud – underskud
Poul Bjerregaard Thomsen er ingen novice som arrangør. Mens han arbejdede udenlands, stod han for en lang række succesfulde arrangementer i Bruxelles, Luxembourg og andre byer, mest af kulturel, men også af sportslig og velgørende karakter. Publikum var overvejende udlandsdanskere. Nu henvender han sig til beboerne i lokalområdet og i Østjylland.
 - Jeg ved, at hvis man ikke gør noget, dør landsbyerne og landområderne langsomt ud. Det her er et af mine bidrag til, at der fortsat er liv i Tåning og omegn. Jeg har også ideer til nye arrangementer i forsamlingshuset, fortæller han og håber at initiativet bliver godt modtaget.
 Han satser sine egne penge på festivalen og håber, den kan løbe rundt.
 - Overskuddet går udelukkende til at dække underskuddet, har han underfundigt skrevet i annoncer og på plakater.
 Billetter á 150 kr. købes i forsalg på pebevents@gmail.com eller tlf. 28816555. Adressen på ”Møddingen” er Tåningvej 6, 8660 Skanderborg.