Joan åbner privat dagpleje i Østbirk

Joan Brok Kattrup har skrevet børn op til 2 af de 4 barnevogne, når dagplejen åbner 7. august.
Joan Brok Kattrup har skrevet børn op til 2 af de 4 barnevogne, når dagplejen åbner 7. august.
Joan åbner privat dagpleje i Østbirk
15. 06 2017

I 10 år har Joan Brok Kattrup været dagplejer i Østbirk, men for et års tid siden sagde hun stop. Lysten til at prøve chaufførjobbet i bus fuldtids, trak i Joan. Erhvervskørekortet har Joan haft i 25 år, så det var på alle måder en velovervejet beslutning.
 - Jeg kunne hurtigt mærke inden i at jeg ikke havde nok i chaufførjobbet, jeg savnede mine børn, siger Joan, der i løbet af årspausen har fået flere henvendelser om at starte igen.
 - Så 7. august springer jeg ud i at blive Østbirks første private dagplejer, siger Joan, der allerede har skrevet børn op til 2 af de 4 pladser, som hun starter med på Ewaldsvej 5. Egentlig er normeringen 5, men Joan synes 4 er det rigtige antal at starte på.
 - Beliggenheden i Østbirk er god. Tæt på Børnehaven Børnehuset og tæt på indkøb og bus, siger Joan med henvisning til søskende, som skal passes andre steder, og indkøb som skal gå op i en travl forældrehverdag.
 Og netop flexibiliteten er en af de ting Joan ser som den store fordel ved at være selvstændig dagplejer. Hos Joan kan børnene afleveres allerede kl. 5.30 eller 5.45.
 Jeg stiller barnevogne til rådighed, sørger for mad, også om morgenen, og der er bleer i huset, siger Joan, og således behøver man ikke ”slæbe” ting frem og tilbage dagligt.
 Joan har indgået en aftale med sin søster, således at det ikke bliver aktuelt med gæstedagpleje for børnene i dagplejen.
 - Hun kommer og passer børnene her, hvis jeg skulle blive syg, men jeg får jo ikke sådan lige barnets første sygedag længere, griner Joan, der har 5 børn mellem 12 og 20 år.
 - Men i det hele taget er det en fordel at der ikke kommer gæstebørn, for så ”slæbes” der ikke sygdomme ind i huset, som det kan være tilfældet imellem dagplejerne, siger Joan.
 Joans dagpleje er lidt ud over det sædvanlige. I og med jeg har erhvervskørekort og en bus stående i indkørslen til 10 personer, kan vi tage på ture ud i det blå og f.eks. til dyrskue og bondegårdsbesøg, siger Joan, der også vil tage henvendelse til sognepræst Lone Buhl Pedersen for at være med i de dejlige børnevenlige arrangementer, som foregår i Østbirk Præstegård.
 Joan Brok Kattrup er 45 år, gift med Peter, børnene Julie, Mathias, Lærke, Nicolaj og Andrea sørger for der altid er liv i huset. Joans hjemmeside går snart i luften, mens Facebooksiden er tilgængelig. Prisen for en dagplejeplads er 8050 kr. Herfra refunderes 5715 kr. fra Horsens Kommune, så den månedlige egenbetaling er 2335 kr.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!