Kæmpe optog igennem Hovedgård til byfesten

Kæmpe optog igennem Hovedgård til byfesten
16. 05 2017

Sidste år måtte mange knibe sig i armen; Bor der virkelig så mange børn i Hovedgård?
 En forsigtig vurdering gik på at mellem 250 og 300 børn, og et vel nærmest næsten ligeså stort antal voksne deltog i det kæmpemæssige fredagsoptog - og i år gentages successen naturligvis.
 Dagplejere, Daginstitution, skole og SFO vil fredag den 2. juni gå i fælles optog fra skolens parkeringsplads ved Fruenshave til anlægget i forlængelse af P. C. Jensensvej.
 - Vi mødes på parkeringspladsen ved skolen kl. 14.45. Børn og voksne må meget gerne være ”festligt klædte”, siger Jonas Borgsmidt, Dagtilbud Hovedgård.
 - Alle børn og voksne går fra dagplejer, børnehaver og SFO mod Fruenshave, så de er klar til at gå fra skolens parkeringsplads mod Anlægget kl. 15.00.
 - Og forældrene vil vi rigtig gerne have med i optoget også.
 Skoleorkesteret spiller for. Optoget går fra Fruenshave ad Horsensvej til Anlægget.
 Forældre, som ikke deltager i det fælles optog, skal derfor denne dag hente deres børn i anlægget.
 - Og husk at få sagt godt farvel til en voksen, så der ikke opstår tvivl om dit barn er hentet eller ej, tilføjer Jonas.
 Af sikkerhedsmæssige grunde sikres det at der går en gruppe voksne både forrest og bagerst i optoget. Vuggestuevoksne og dagplejere forrest. SFO- og børnehavevoksne bagerst.
 Og hvis nogle vil øve sangene på forhånd, så kan vi her offentliggøre setlisten fra Skoleorkestret: Jeg vil ha’ en blå ballon. Solen skinner. Ferie, ferie. Tango Kat og instrumetalnummeret St. Thomas.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!