Konfirmander og ikoner

Konfirmander og ikoner
03. 12 2018
Endnu en gang lavede konfirmanderne i Lundum-Hansted pastorat ikoner som en del af deres konfirmandforberedelse.

Både drenge og piger fik mulighed for at udfordre deres kunstneriske talent, da 7. A, B og C over de sidste to uger lavede ikoner i Hansted kirkehus. Billedkunstnerne Anna Frost Steenberg og Rikke Høj Andersen vejledte med hård hånd – i begyndelsen under parolen ”det skal være grimt”!

Men selvom målet i hvert fald til en start var at gøre det grimt, så lykkedes det alligevel samtlige elever at lave flotte ikoner, som nu står udstillet enten i Hansted kirke eller på Egebjerg skole.

Et ikon er en tankevækker

Ikonerne, som syvendeklasserne kreerede, tog sin inspiration i stilen fra ægte russiske ikoner og havde motiver som Jesus Kristus, Jesu moder Maria, Santa Claus og ærkeenglen gabriel. Alle blev de krydret med forskellige tegn og guldfarver samt et stykke tekst. Ikonerne får Konfirmanderne med hjem efter konfirmationen som et minde, der skal vække tankerne fremadrettet, når de ser det hængende på væggen. Dermed håber vi fra kirkens side, at ikonerne får lov til at pynte på konfirmandernes værelser rundt om hele pastoratet.