Kordegnen er også forfatter

Merete Nørgaard, fordatter og kordegn
Merete Nørgaard, fordatter og kordegn
Kordegnen er også forfatter
08. 11 2019
Når Merete Nørgaard ikke sidder på kirkekontoret som kordegn i Lundum-Hansted, bruger hun gerne mange timer bag tastaturet hjemme i Skanderborg. Sidste år udgav hun sin debutroman, og nu er hun klar med endnu en bog. Denne gang inviterer hun læserne indenfor i en intens fortælling om overgreb og overlevelse, om at bevare kontrollen livet igennem - og om at være voksen uden altid at være det.

Bogens hovedperson er Monika. Monika som vi alle sammen allerede kender – som vores søster, veninde, kone eller kollega. Monika som har godt styr på sit liv, sit parforhold, som er dygtig til sit arbejde og er en god kollega. Monika holder sine problemer for sig selv; det har hun altid gjort, og det vil hun sikkert blive ved med at gøre, for det er sådan, hun har lært det, der hvor hun engang voksede op.

Traumerne følger med

Bogen følger Monika gennem et halvt års tid. I hverdagen, på arbejdet, i parforholdet – og faldet i det indre sorte som sker, da en barndomsveninde pludselig kontakter hende, og gerne vil mødes for at tale om de overgreb, der skete engang. Monika tøver, men vælger alligevel at tage imod invitationen. Mødet sætter en lavine i gang, og afslører samtidigt hvor forskelligt, man kan tackle det, når barndommens traumer sætter dagsordenen livet igennem.

Alle mennesker har en historie

- Fortællingen er udsprunget af min klippefaste overbevisning om at, alle mennesker har en historie. Der er altid en grund til at, man er, som man er. Nogle gange er det værd at standse op og give tid; give plads i relationen og opdage de flere lag hos hinanden, der altid er, fortæller Merete Nørgaard.

Egne og andres erfaringer

- Når jeg skriver, trækker jeg selvfølgelig både på de erfaringer, der kommer af de små og store sjælesår, jeg selv bærer på, og plukker lige så meget fra historier, jeg har fra andre. Det er også derfor, jeg godt tør vove påstanden om at, vi alle sammen allerede kender Monika – også selvom vi måske ikke er klar over det.

Skriver med glæde

Bogen er kordegnens 2. roman. Hun udgav sidste år romanen ”Så længe du lever”, som fik en rigtig fin modtagelse og også opnåede at blive indstillet til den ene af de to debutantpriser, vi har i Danmark. Det er dog ikke drømmen om et liv som fuldtidsforfatter, der fylder.

- Jeg håber selvfølgelig, at ”Den der er den” bliver taget lige så godt imod som min første bog; det er klart, men jeg har ingen intention om at gøre skriveriet til en levevej. Jeg er superglad for mit arbejde som kordegn, så det vil jeg meget nødigt slippe – det at skrive er noget, jeg foretrækker at kunne gøre af lyst; ikke af nød, siger Merete Nørgaard.