LÆSERBREV: Budgetaftale 2020 - Det største liberale aftryk i 10 år!

Jakob Bille Byrådsmedlem for Liberal Alliance og Formand for Kultur-og Civilsamfundsudvalget
Jakob Bille Byrådsmedlem for Liberal Alliance og Formand for Kultur-og Civilsamfundsudvalget
LÆSERBREV: Budgetaftale 2020 - Det største liberale aftryk i 10 år!
12. 09 2019
Ikke siden Liberal Alliance blev grundlagt og repræsenteret i Horsens Byråd for 10 år siden, har vi fået sat et så stort, tydeligt og liberalt aftryk i en kommunal budgetaftale. På den økonomiske politik, gik vi til forhandlingerne med ønske om massive effektiviseringer på beskæftigelsesområdet og i den kommunale administration.

Jakob Bille
Byrådsmedlem for Liberal Alliance og Formand for Kultur-og Civilsamfundsudvalget
Højmarksvej 19
8700 Horsens

Vi kom igennem med effektiviseringer på 25 mio. over en 4-årig periode på beskæftigelsesområdet, og knapt 10 mio. i den kommunale administration – alene i 2020. Samtidig iværksættes en tilbundsgående undersøgelse, hvor det afdækkes om der er mulighed for at konkurrenceudsætte flere kommunale opgaver til private virksomheder.

En udbygget og velfungerende infrastruktur er vigtig for borgere og virksomheder i Horsens. Derfor er det bydende nødvendig med etableringen af et komplet og fuldt udbygget ringvejssystem rundt om Horsens, så tæt, tung og forurenende trafik ledes effektivt uden om byen. Med budgetaftale 2020 rykker vi et kæmpe skridt nærmere etableringen af en nordlig omfartsvej – nord om Nørrestrand. I løbet af 2020, igangsættes nemlig planlægningen af en nordlig omfartsvej med fremlæggelse af konkrete forslag til linjeføringer samt en tidsplan. Samtidig fremrykkes etableringen af sidste etape af omfartsvej syd, så arbejdet kan igangsættes hurtigst muligt i 2020. Endelig skal lyde et stort tillykke til bilister og butiksdrivende i Horsens midtby – med budget 2020 gøres LA´s forslag om 2-timers gratis parkering PERMANENT.

Idræt, bevægelse og foreningslivet er en hjertesag for Liberal Alliance. Derfor er vi rigtig glade for, at vores forslag om at afsætte ekstra penge til etablering af indbydende og tidssvarende udeområder på vores skoler er vedtaget af forligspartierne. Det muliggør etablering af udeområder og legepladser på blandt andet Stensballeskolen, Hatting skole, samt øvrige skoler der har behov. Samtidig tilføres vores foreningsliv yderligere 4 mio. over de næste 4 år – til at understøtte arbejdet med ”Bevæg dig for livet”, og bestræbelserne på at få flere horsensianere til at bevæge sig og dyrke idræt. Ydermere afsættes der 13 mio. kr. de næste 3 år til investering i nye idrætsfaciliteter og renovering af eksisterende. Sidst men ikke mindst er forligspartierne enige om, at bakke op om LA´s ønske om at tilføre eliteidrætten og talentudviklingen 250.000/årligt.

Frihed til børnefamilierne er et kardinalpunkt for os i LA. Derfor har vi de sidste 5 år kæmpet for mere valgfrihed til de børnefamilier der ønsker at hjemmepasse deres børn. Med LA´s forslag til budget 2020 øger vi nu tilskuddet fra 3.500,- pr. barn til 5.000, - pr. barn, og udvider samtidig muligheden for at få tilskud helt frem til barnets skolestart.