Lokal piges drøm går i opfyldelse

Lokal piges drøm går i opfyldelse
12. 06 2017
Lise Clemmensen og Henriette Smed starter tøjbrand op

Lise Clemmensen, fra Hovedgård, har siden hun var helt lille, drømt om at designe tøj, og tilbage i 2012, under hendes uddannelse som beklædningshåndværker mødte hun Henriette Smed fra Thy. Kemien var god, og i løbet af uddannelsen voksede ideen om et fælles firma frem.
 Firmaet Curves By H&L er nu godt et år gammelt. I maj 2016 blev firmaet tildelt et legat i iværksætterprojektet Sylab i Ikast, hvilket gav kontorlokaler, en systue og muligheder for netværk. Dette betød at pigerne valgte at flytte til Ikast for at kunne leve deres drøm fuldt ud.
 Deres firma henvender sig til yngre plus size kvinder, de skiller sig dog ud fra deres konkurrenter.
 - Vi har målt en masse kvinder, og derefter lavet vores eget målskema til den dråbeformede kvindekrop, frem for timeglasset, som alle i tøjbranchen laver tøj til.
 Lise og Henriette har hele to kollektioner, en unika kollektion, der er Made in Denmark, som de selv sidder og syer i Ikast på Sylab, og en mini kollektion, de får syet i Estland. Firmaet Curves By H&L har netop haft deres første pop-up shop i Ikast sammen med de andre iværksættere fra Sylab, en rigtig god oplevelse for alle.
 - Vi fik vores først salg, og der kom en masse interesserede kunder forbi butikken. Hen over sommeren vil vi også have en pop-up shop i Vedersø, sammen med nogle af de andre fra Sylab, siger Henriette og Lise.
 Til trods for at firmaet kun er omkring 1 år gammelt, er det allerede muligt at købe deres tøj i en fysisk butik til efteråret. By Malene, som ligger i Hurup, Thy samt Curves By H&L’s webshop, som dog endnu er under opbygning.
 Udover deres eget firma hjælper Curves By H&L også andre nyopstartede iværksættere. Pigerne syer nemlig for tøj designeren Liselotte Hornstrup, de har også hjulpet en møbeldesigner, Byjochimsen, med en dekorativ luftrenser. Og stadig hjælper pigerne andre iværksættere med at udføre deres ideer.
 Man kan følge firmaet på deres Facebook og Instagram side.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!