Magtens Korridorer på Horsens Ny Teater

Magtens Korridorer på Horsens Ny Teater
12. 04 2018

Med et helt nyt album, Halvt til Helt, i bagagen drager Magtens Korridorer til efteråret på turné. Der er masser af spilleglæde – og masser af guitar – i bandet stadigvæk, og Horsens Ny Teater glæder sig meget til at byde bandet indenfor endnu en gang.
 Siden gennembruddet i 2005 har Magtens Korridorers karriere formet sig som en støt og rolig optur, der har udviklet bandet til et af Danmarks bedste og mest rutinerede rockbands.
 Det seneste album fra Magtens Korridorer, Halvt til Helt, er utroligt helstøbt i sin variation, selvom bandet gav sig selv en tematisk udfordring eller et dogme, da de besluttede, at albummet skulle skildre 24 timer – fra morgen til morgen – for navnløse personer i en anonym by. De 11 friske og forskellige sange på Halvt til Helt har fået en meget positiv modtagelse.
 Niklas Schneidermann vurderer det nye album: Pladeselskabet sagde, at vi ikke behøvede at lave et hit. Der skulle bare være masser af guitar. Men vi kunne ikke lade være, så der er alligevel nogle hits.
 Trods de mange år og de mange koncerter er spilleglæden og inspirationen i bandet intakt. At være med i det her orkester er som at sætte sig ind i et tog og køre til fx Hamburg, siger Johan G. Olsen. Man skal hverken slå græs eller andre ting undervejs. Man kan lige så godt bare nyde turen, tage det som det kommer og få en fest. Det gør vi så.
 Magtens Korridorers mange fans i Horsens og omegn får nu muligheden for selv at stige på toget og være med til festen, når bandet går på scenen i Horsens Ny Teaters Store Sal. Der bliver masser af guitar – i både nye og gamle numre. Det er en stående koncert, men der kan købes billetter på balkonerne, hvis man ønsker at sidde ned.
 Koncerten den 22. november i Store Sal begynder kl. 20.00.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!